Lars Muhl: Bowie gjorde Aarhus til Danmarks rockhovedstad

Da Aarhus i 80erne var hele Danmarks musikby nummer ét, så skyldtes det især inspirationen fra David Bowie, siger Lars Muhl, som var med dengang.

Bowie anno 1996. Han var kendt for sine mange inkarnationer, og hans teatralske udtryk gik også igen på hans koncerter. (Foto: STRINGER © Scanpix)

David Bowie var den vigtigste inspiration for den rock-bølge, som i 80erne gjorde Aarhus til Danmarks rockhovedstad.

Det mener i hvert fald Lars Muhl, som var sanger i New Wave gruppen Warm Guns.

- Især Bowies musik på ”Heroes”-pladen havde en helt afgørende påvirkning på TV-2, Kliche og så os i Warm Guns – ja, i hele musikmiljøet i Aarhus dér i 80erne, fortæller Lars Muhl.

Han mener, at det især i perioden fra midten af 70erne og 10-15 år frem er svært at finde nogen, som ikke var inspireret af David Bowie.

- Han havde jo så mange forskellige facetter i sin musik og var så svær at sætte i bås, og det var noget af det unikke ved ham.

Teatralsk udtryk på plader og koncerter

Lars Muhl mener, at Bowie altid havde en mening med sin musik, som rakte længere ud en selve musikken.

Han hæfter sig blandt andet ved, at Bowie i kraft af sin baggrund som mimiker inkorporerede et teatralsk udtryk både på hans plader og til hans koncerter.

Lars Muhl har oplevet David Bowie live ved flere lejligheder. En af de stærkeste oplevelser var en koncert i København i slutningen af 70erne.

- Selve koncerten var jo et kunstværk i sig selv. Den blev indledt med at den surrealistiske film ”Den Andalusiske Hund” blev vist på storskærm. Hvem andre end Bowie kunne finde på sådan noget, siger Lars Muhl til DR Østjylland.