Leg og konkurrence kan fastholde de unge på de tekniske skoler

Ti erhvervsskoler har på tre år begrænset frafaldet ved at bruge alternative undervisningsmåder.

Thor Aggergren deltager i en stafet, hvor han sammen med sit hold skal sætte dele ind i en motor i konkurrence med andre elever. (Foto: Eigil Andersen © Dr Østjylland)

Færre dropper mureskeen, vaterpasset og skruenøglen på de tekniske skoler.

En alternativ og mere målrettet undervisning på ti erhvervsskoler landet over har formået at holde på eleverne. Frafaldet er på tre år faldet med 25 procent for de hold, der modtager den nye undervisning.

Aarhus Tech er en af de ti skoler. Her oplever uddannelseschef Søren Rousing, at eleverne får en større lyst til at lære, når leg, spil og konkurrencer er en del af undervisningen.

Den alternative undervisning kaldes motivationspædagogik.

- Nogle elever skal bevæge sig, mens de lærer, andre skal se det eller høre det, og andre igen lærer bedst ved at skrive ned, siger Søren Rousing.

Han forklarer, at metoden har givet en række redskaber til at vurdere, hvordan den enkelte elev lærer bedst, og redskaber til at variere undervisningen.

For eksempel har automekanikereleverne en stafet, hvor de skal reparere en motor, der er pillet dele ud af. De skal derefter på skift placere en del, så motoren fungerer igen.

Skolens elever synes, det er rigtig fint med den anderledes form for undervisning.

- For det er dejligt at røre sig i stedet for at sidde i klassen. Det er anderledes, og det er fedt, siger Thor Aggergren.

Facebook
Twitter