Lene er læge på plejehjem og underviser personalet: Vi fanger problemerne, inden de bliver alvorlige

Plejecentrene i Silkeborg har fast tilknyttede læger. Det har nedbragt antallet af forebyggelige indlæggelser med 20 procent.

Et par gange om måneden tropper læge Lene Bruun Clausen op på Toftevang Plejecenter i Silkeborg.

Her tjekker hun både helbredet hos plejehjemmets borgere og giver plejehjemmets personale generel rådgivning om, hvordan de skal håndtere aktuelle problemstillinger. Det er en fordel at være fast tilknyttet plejehjemmet, mener Lene Bruun Clausen.

- Det er jo en god ting for os som læger, at vi ved, hvem det er, vi taler med herovre, og det gør det også nemmere, at jeg kender beboerne, for jeg kan nemmere komme ind i en problemstilling. Jeg skal ikke starte fra Adam og Eva.

I 2016 indgik Staten, Danske Regioner og KL en aftale med Praktiserende Lægers Organisation (PLO) om at implementere en ordning, hvor praktiserende læger bliver fasttilknyttet landets plejecentre.

I Silkeborg har man tilknyttet en læge på 19 ud af 21 plejecentre ind til videre. De sidste to forventes at komme med i ordningen i løbet af foråret. På ét år er det lykkedes kommunen at få nedbragt antallet af forebyggende indlæggelser på udvalgte afdelinger med 20 procent - fra 766 indlæggelser i 2016 til 614 sidste år.

Klar køreplan mellem plejere og læge

Lungebetændelse og forstoppelse er blot nogle af de lidelser, der kan klares uden indlæggelse.

Det hjælper at være i samme rum med både beboere og personale jævnligt, mener Lene Bruun Clausen.

- Når jeg kommer her jævnligt, og de i øvrigt kender mig, og de ved, at det ikke er så højtideligt, tør personalet også spørge om nogle ting, hvor de før måske ville tænke: ”Åh, er det nu noget?”. Nu tør de spørge mig om spørgsmål, hvor de måske før ville vente til, at de var helt sikre på, at der var et problem, forklarer hun.

Plejehjemmets beboere er glade for, at lægen kommer på besøg. En af dem, der benytter sig af helbredstjek hos Lene Bruun Clausen er 86-årige Verner Møller.

- Hun er rigtig flink og god ved mig. Hun forstår, hvordan jeg har det, siger han.

Lene Bruun Clausen er ikke i tvivl om, at det også virker at ruste plejepersonalet bedre til at håndtere de ældres helbred, så indlæggelser kan forebygges.

- Jeg skal jo ikke undervise dem i sygepleje, men jeg skal undervise dem i, hvad de skal være opmærksomme på, hvad jeg gerne vil have at vide, og hvorfor jeg behandler, som jeg gør, siger hun.

- Det letter det for mig, for de ved, hvad de skal starte med, hvis der er en, der har KOL, der får det værre. Når de så ringer til mig, ved jeg, at de har sat de første ting i gang, for det har vi snakket om, og vi har en helt klar køreplan for, hvad vi så gør, siger hun.

Influenza uden indlæggelse

Lederen af Toftevang Plejecenter i Silkeborg er også begejstret for ordningen, der betyder, at kommandovejen er kortere.

- Der sker en hurtigere indsats, en forebyggende behandling. Vi har eksempler på, da influenzaen var over os, at forebyggende behandling blev sat i gang, og vi undgik nogle indlæggelser på hospitalet. Det er jo det optimale, at de er herhjemme hos os, siger hun.

Forsøgsordningen kører til og med 2019. Både Anette Muf og Lene Bruun Clausen håber, at ordningen gøres permanent.

- Vi fanger problemerne, inden de bliver alvorlige, lyder det fra lægen.

Facebook
Twitter