Letbanebruger utilfreds med informationsniveauet: Opretter selv platform

Ingeniørstuderende har oprettet en uofficiel Twitter-profil for Midttrafik.

Midttrafik selv erkender, at informationsniveauet pt ikke er højt nok. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

"Nogle gange er man nødt til at tage sagen i egen hånd: Kundeinformationen for Aarhus Letbane skal blive bedre!"

Bag den her besked, som kan ses på Twitter, står den 20-årige ingeniørstuderende Damian Leonhardt fra Skejby.

Han mener, at trafikinformationen om letbanen er mangelfuld og alt for langsom.

- Det virker ikke som om, de har nogen decideret informationsmedarbejder, der med det samme kan slå ting op på sociale medier eller informationstavler om, at der er ændringer eller forsinkede tog, siger han.

Så den opgave har han nu påtaget sig ved at oprette en konto på det sociale medie Twitter, hvor han vil udfylde opgaven med at informere brugerne af letbanen.

- Når jeg får noget at vide, kan jeg kommunikere det videre til de følgere, jeg har, siger han.

Kundeservice-leder: Vi arbejder på det

Midttrafik erkender, at der er plads til forbedring. Der er tekniske problemer på det automatiske informationssystem, som gør, at kunderne ikke får den bedste service endnu, siger Martin Boisen Tams, der er leder af Midttrafiks kundeservice.

- Det er det bedste, vi kan gøre lige nu, og jeg synes ikke, det er tilstrækkeligt. Det er så også derfor, vi arbejder på at få det her automatiske informationssystem op at køre, siger han.

Men en Twitter-profil regner han ikke med, at Midttrafik vil bruge fremover.

- Vi vil gerne ramme flest muligt og bredest muligt, men samtidig koster det jo også tid og ressourcer, hvis man skal ud på flere platforme, siger han.

Facebook
Twitter