Siden Letbanen for første gang rullede ud på skinnerne til Grenaa, har passagerne på strækningen været plaget af aflysninger og generel ustabil drift, som har fået mange til at tage bilen i stedet.
Men nu forsøger Midttrafik med en ny køreplan at gøre driften mindre følsom over for forsinkelser.
Det skal ske ved, at man lægger tre minutters ekstra rejsetid ind mellem Aarhus og Grenaa, fortæller Ole Sørensen, der er planchef i trafikselskabet.
- Vi kan jo konstatere, at efter vi satte trafikken i gang til Grenaa, har vi problemer med at holde tiden. Så nu er det besluttet, at der skal lægges mere tid på for at få det stabiliseret, siger han.
Letbaneforsinkelser skyldes et følsomt net
Letbanen åbnede til Grenaa i slutningen af april. Siden da har der været daglige problemer og forsinkelser. Noget, der blandt andet har udmøntet sig i, at Midttrafik har måttet betale langt større summer end før i rejsegaranti til folk, der er mere end tyve minutter forsinkede.
En opgørelse fra Midttrafik viser, at selskabet i snit udbetalte 6.700 kroner om måneden til forsinkede letbanepassagerer. Det var da letbanen kun kørte på strækningerne i Aarhus og mellem Aarhus og Odder, og altså før den sidste strækning mod Grenaa åbnede 30. april.
I maj steg det tal til 54.985 kroner.
Problemet er ifølge planchef Ole Sørensen, at letbanen er enormt følsom over for forsinkelser, der ender med at forplante sig i hele nettet.
En del af problemet har nemlig været, at forsinkede tog også spærrer og forsinker andre tog.
- Vi har en enkeltsporet bane, hvor det er meget vigtigt, at man overholder køreplanen, for at kunne nå krydsningerne på banen. Så er man to minutter forsinket, forsinker toget i modsatte retning og så videre, siger han.
Det er især ved Lystrup station, hvor mange skifter linje, at der er brug for den ekstra tid. Her oplever mange i dag, at de ikke kan nå skiftet, fordi der er kort tid, og fordi små forsinkelser dermed kan betyde, at man skal vente på næste tog.
- Der bliver lidt ekstra ophold i Lystrup for at sikre den korrespondance, siger Ole Sørensen.
Den nye køreplan træder i kraft den 30. juni.