Letbanen sprænger budget: Koster milliondyr besparelse på busserne

Busruter må lukke, hvis ikke kommuner overtager finansieringen. Det skyldes blandt andet letbanen.

Letbanen i Aarhus startede med at køre med passagerer torsdag 21. december 2017. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Strøm til letbanen i Aarhus er blevet en kæp i hjulet på busserne i hele busselskabet Midttrafiks område.

Region Midtjylland må nemlig spare 60 millioner kroner på budgetterne til den kollektive trafik i stedet for de 40 millioner kroner, som først blev meldt ud.

Her holdt budgettet blandt andet ikke:
  • Løn- og prisfremskrivning: 5 millioner kroner
  • Aarhus Letbane: 16 millioner kroner
  • Opsigelse af buskontrakter: 2 til 10 millioner kroner
  • Lemvigbanen fra 2020: 11,2 til 13,2 millioner kroner

Af de millioner står letbanen for de 16 millioner, da der har været en lavere indtægt på banen og en større udgift.

Det skyldes især strømpriserne, der var sat for lavt i letbanens budgetter.

De penge vil regionen nu finde på busdriften, fortæller Jørgen Nørby (V), formand for Udvalg for Regional Udvikling.

- Vi ved alle sammen, at energipriser går op og ned, og at vi har haft nogle år, hvor strømprisen har været helt ekstrem lav. I de budgetter, der er lavet for letbanen, og som man har kørt videre med, har strømprisen været sat forkert i forhold til virkeligheden i dag, siger han.

Kommuner må overtage driften

Til foråret træder besparelserne på Midttrafiks blå busser i kraft, og det betyder, at en række ruter må lukke, hvis ikke de pågældende kommuner er klar til at overtage finansieringen fra regionen.

Behovet for at spare 60 i stedet for 40 millioner kroner betyder samtidig, at samtlige lukningstruede ruter og delruter står til at lukke.

Besparelserne på busserne træder i kraft 1. april 2019.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.