Letbanetog påkører 37-årig cyklist

Den kvindelige cyklist er kommet lettere til skade, lyder de foreløbige meldinger fra politiet.

Sammenstødet skete i krydset mellem Olof Palmes Allé og Brendstrupgårdsvej i Aarhus klokken 15.19. (© Dr Østjylland)

Et letbanetog har i dag ramt en 37-årig kvindelig cyklist.

Sammenstødet skete i krydset mellem Olof Palmes Allé og Brendstrupgårdsvej i Aarhus klokken 15.19.

Indsatsleder Peter Foghsgaard Jessen fra Østjyllands Politi siger, at den kvindelige cyklist er sluppet med lettere skader.

- Umiddelbart virker det, som om hun er lettere tilskadekommen. Hun er kørt på hospitalet. Hun er selvfølgelig chokeret, og så er hun nede for at få foretaget nogle nærmere undersøgelser, siger han.

Hvordan ulykken er sket, vides endnu ikke.

- Det er svært at sige. Vi er lige ved at samle trådene på nuværende tidspunkt. Vi har lavet nogle vidneafhøringer, og der er nogle procedurer, når det er et tog, som jeg har været fokuseret på. Derfor har jeg ikke det fulde forløb p.t., siger indsatslederen.

Al letbanekørsel var midlertidigt indstillet, men efter standardkontroller kører den nu igen, forklarer indsatslederen.

- Man må ikke flytte toget, før det er frigivet efter en kontrol, siger han.

Opdateret 17/05/2018 06:44: Navn rettet.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.