Løbende næse og kløende øjne? Pollenallergien bliver kun værre i fremtiden

Vi har samlet de bedste råd mod pollenallergien til dig lige her.

Sæsonen for græspollen topper lige nu. (Foto: Foto: Unsplash Grafik: Mathias Jacobsen)

Hvis du lider af høfeber og synes, det bare bliver værre, er du måske ikke helt galt på den.

Lige nu topper sæsonen for græspollen, og blandt andet på grund af det varme og solrige vejr har der været masser af pollen i luften, viser tællingerne fra Astma-Allergi Danmark.

Det har givet løbende næse, sviende øjne og uhæmmede nyseanfald hos blandt andre Maria Bruun Poulsen fra Aarhus, som fortæller, at hun aldrig har været så hårdt ramt af det før.

- Jeg har aldrig prøvet det i denne her skala før, hvor det er så ekstremt, som det er i år, siger hun.

Pollenallergi er nærmest en folkesygdom, og Astma-Allergi Danmark vurderer, at en million af os er ramt i en eller anden grad.

For Maria Bruun Poulsen sætter det sine tydelige spor i dagligdagen.

- Det påvirker min hverdag helt vildt, for bare jeg strejfer min næse, nyser jeg 20 gange i streg, og man føler sig bare udmattet og træt, fordi man bruger så mange kræfter på at bekæmpe denne her høfeber, fortæller hun.

Et usædvanligt hårdt år for allergikerne

Og det er da også et usædvanligt slemt år for pollenallergikerne, lyder det fra Anne Holm Hansen, der er vicedirektør i Astma-Allergi Danmark.

Hun fortæller, at vi lige nu oplever en af de værste sæsoner for græspollen i flere år.

- Det har været højt for græs nu i rigtig lang tid, og selvom der har været regnvejrsdage, har tallene sådan set holdt sig, så det er ikke særlig godt, fortæller hun.

Og det er ikke for sjov, hvis man er en af de uheldige, der er hårdt ramt af høfeber.

- Det føles som en mild influenza. Der er da også mange, som for øjeblikket tror, de har fået corona, fordi de får noget, der minder om en smule feber, og har det rigtig skidt, siger hun.

'Jeg har aldrig prøvet det i denne her skala før,' lyder det fra Maria Bruun Poulsen, der er hårdt ramt af pollenallergi. (© PRIVATFOTO)

Det kan Maria Bruun Poulsen skrive under på. Hun er nødt til at sætte håret op, så det ikke kilder næsen, og droppe at hænge sengetøj til tørre udenfor. Dertil kommer høfebermedicinen.

- Og på trods af diverse høfebermedicin både i form af piller og næsespray har det bare været rigtig svært at være i, fordi det ikke engang kan tage det, siger hun.

Mere pollen i fremtiden

Og hvorfor er det så, at i år er særlig slem for allergikerne? Svaret finder vi i vejr og klima, lyder det fra biolog Karen Rasmussen fra Astma-Allergi Danmark, der har lavet pollentællinger siden sidst i halvfjerdserne.

I hvert fald er der kommet mere pollen i luften over årene, fortæller hun.

- Der kommer flere og flere pollen i luften fra særligt græs, og vi kan også se i vores målinger, at sæsonen generelt rykker en uge frem - men ikke nødvendigvis slutter tidligere, lyder det.

Det lunere klima er årsagen til den voksende mængde pollen. Og derfor vil vi også se mere pollen i fremtiden.

Men et varmere klima kan på sigt have modsat

effekt
.

- Ser vi længere frem, kan den gode nyhed for

allergikere
være, at græssæsonen samlet set bliver kortere, fordi mere sol og mindre regn om sommeren får græsplanterne til at visne, så de ikke kan producere pollen så længe, siger hun.

Maria Bruun Poulsen ser da også frem til næste

regnskyl
, så hun kan få fred for sin høfeber.

- Da det den anden dag begyndte at regne, sagde jeg til min kæreste: 'Ej, hvor fedt, nu begynder det at regne!', for så vidste jeg, at jeg kunne holde det næste

døgn
ud, siger hun.

Facebook
Twitter