Løber 100 km hjem til mor - på bare fødder

Barfodsløb er en løbestil, der kan være god for løbere med ondt i knæene. Ung mand løber fra Aarhus til Fredericia i dag.

Barfodsløber Kristian Eilersen løber de 100 km fra Aarhus til Fredericia i dag. (Foto: Thomas Schmidt Nørgaard © DR Østjylland)

Der er mange måder at komme hjem til mor på, når man læser i Aarhus og kommer fra Fredericia.

I dag tager 23-årige Kristian Eilersen de 100 km på noget alternativ vis. Løbetøjet er på kroppen, men der mangler noget udstyr, der for de fleste er ret essentielt, når man løber en tur. Skoene. Kristian Eilertsen løber på bare fødder.

- Det gør ondt i begyndelsen. Det tager ca. fire uger at træne sig op. Der er masser af vej-arbejde i Aarhus, og masser af skarpe sten, der kan sætte sig op i foden. Jeg siddet med pincetten mange gange for at få dem pillet ud.

Knæ-smerterne er væk

Kristian Eilersen løb tidligere maraton, men fik ondt i knæet.

- Så forsøgte jeg mig med tape og knæbind og den slags, men det lykkedes ikke, at komme op på den distance igen. Så jeg valgte at skifte løbestil til den ekstreme metode, det er at være barfodet.

Kristian Eilersen gennemførte Lillebælt halvmaraton sidste år på bare fødder, og det var en stor succes. Siden har han ikke haft løbesko på.

Den almindelige løbestil er at lande på hælen og rulle ind over fodballerne. Barfodsløbere lander på forfoden og det bremser ikke kroppen.

Mor tager vasketøjet efter den hårde tur

- Det kan stadig godt gøre ondt at løbe, men jeg bruger meget energi på at læse jorden foran mig, så jeg kan undgå de værste sten og glasskår.

Kristian Eilersen får følgeskab på dele af turen fra Aarhus til Fredericia, og det er han glad for, for han har kun løbet det halve af distancen tidligere.

- Det bliver nok hårdt omkring Vejle, hvor der er mange bakker.

Men mor har lovet at tage vasketøjet, så det bliver bragt i bil.

 

 

 

 

 

 

Facebook
Twitter