Lokale bilister frygter letbanekø: Opfordres til at tjekke køreplanen hjemmefra

Hver gang et letbanetog passerer Lystrupvej og Sønderskovvej, vil bommen være nede i to minutter.

Det var oprindeligt meningen, at letbanen til Grenaa skulle være begyndt at køre allerede i efteråret 2017. Efter flere forsinkelser åbner strækningen officielt på tirsdag. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

På tirsdag kan letbanen åbne dørene og lade østjyderne stige på den sidste del af de 110 kilometer letbaneskinner.

Det vil sige fræse fra Odder i syd til Grenaa i nordøst gennem fire østjyske kommuner.

Men i Lystrup nord for Aarhus frygter lokale bilister lange bilkøer, når letbanen får forkørselsret over både Lystrupvej og Sønderskovvej.

Beboerne er glade for de to ruter ind til Aarhus, men bommene vil ved hvert tog være nede i to minutter, så letbanen kan krydse både Lystrupvej og Sønderskovvej, og det giver problemer for pendlere, bybusser, lastbiler og beboere, som kører i området.

En af dem er Poul Erik Pedersen, som bor i Elev.

- Mange beboere skal ned ad Høvej eller Lystrupvej, og der kommer toget forbi hvert kvarter, så bommene er oftere nede end på den gamle Grenaabane. Vi er glade for, at vi har fået letbanen, men vi kommer til at holde i kø hele tiden, og det er vi trætte af, siger han.

Byen har tidligere været vant til Grenaabanen, men den har været nedlagt i næsten tre år, mens der blev arbejdet på letbanen.

Formand for Lystrup-Elsted-Elev-Nye Fællesråd Flemming Larsen fortæller, at fællesrådet længe har råbt op om problemerne med de lange bomtider.

- Det er ærgerligt, at man ikke har brugt tiden på at arbejde med det problem, som det tydeligt er. Det kommer bag på os, at man kører med et moderne letbanetog med bomtider, der stammer tilbage fra dengang, at man kørte på banen med damplokomotiver. Det kan ikke være rigtigt, siger han.

Bilisterne langs hele den nye letbanestrækning skal vænne sig til, at bommen kan være nede, når de er på vej til arbejde.

Men Letbanens direktør Michael Borre mener ikke, at det vil give problemer.

- Nu har folk vænnet sig til de sidste to et halvt år, at der ikke har været nogle bomme, der er gået ned. Vi har kørt noget testkørsel, hvor bommene har været nede engang imellem, men når vi starter den fulde drift, vil man opleve, at bommene er nede mere, end man har vænnet sig til i lang tid, siger han.

Michael Borre opfordrer til, at man som bilist tjekker køreplanen og er lidt tålmodig med bommene.

- Jeg tror, at de fleste bilister, der skal krydse banen på centrale steder, lige skal vænne sig til vores køreplan, og så tror jeg, at folk bliver gode til det.

Det første letbanetog på strækningen kører tirsdag 30. april 2019 klokken 05.51 fra Aarhus H til Grenaa, mens første tur den modsatte vej afgår klokken 05.14.

Facebook
Twitter