"Louise-manden" på spil i Aarhus: Lister sig ind ad folks ulåste døre

Beboere i Aarhus-området har haft besøg af en mand, der spørger efter en "Louise".

Østjyllands Politi efterforsker nu sagen om den eller de mænd, der spørger efter en "Louise", når de bliver afsløret i at have sneget sig ind i en lejlighed. (Foto: © Mikkel Skovsgaard, DR)

Artiklen er opdateret med signalement

En eller flere mystiske mænd skaber utryghed i Aarhus, hvor de går ind i ulåste huse og lejligheder og spørger efter en Louise.

Og nu er den eller de ukendte gerningsmænd også begyndt at spørge efter personer med andre navne.

Det skete eksempelvis for 24-årige Josephine Gammelgaard i onsdags.

- Pludselig kan jeg se, at min hoveddør til lejligheden åbner sig lige så forsigtigt. Sådan meget snigende. Og jeg kan så se en arm komme til syne, som har fat i håndtaget og åbner døren udefra.

Ind kom en mand, som til Josephine Gammelgaards store overraskelse spurgte efter Thomas.

Der bor nemlig ingen Thomas i lejligheden, og Josephine Gammelgaard blev mistænksom.

Sammen med sin kæreste sendte hun manden væk, ringede til politiet og gav et signalement.

Signalementet passer på en person, der i flere andre tilfælde har brugt samme fremgangsmetode og spurgt efter en Louise.

- Vi er selvfølgelig bekendt med, at der er en person, som spørger efter Louise i de forskellige lejligheder og muligvis har til hensigt at begå indbrud eller tyveri, siger Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi

- Men vi ved ikke, om der er tale om den samme person hver gang. Det kan eventuelt være nogen, der er inspireret af det eller benytter sig af samme metode.

Flere har mødt "Louise-manden"

Josephine Gammelgaard lavede efterfølgende et opslag på en lokal Facebookgruppe. Det viste sig, at mange kendte til den såkaldte "Louise-mand."

- Det her lyder som Louisemanden, stod der i den første kommentar, hun fik.

- Og jeg kan se, at der er rigtig mange i Aarhus, som har skrevet om den her mand, der ringer på i opgangene eller går rundt inde i opgangene og tager i folks døre for at tjekke, om der er åbent, siger Josephine Gammelgaard

- Når han er blevet spottet, har han så spurgt efter en Louise. Hvilket jo ikke er det samme som i mit tilfælde, hvor han spørger efter "Thomas".

- Jeg er ikke 100 procent sikker på, det var ham, men metoden er i hvert fald den samme og signalementet passer også overraskende godt på den her fyr, som jeg mødte i mit hjem, siger hun.

Der kan da også være grund til at tro, at "Louise-manden" er på spil lige nu. I sidste uge oplevede flere beboere i Hadsten, at en mand med samme signalement forsøgte at komme ind i deres ejendomme. Et af stederne spurgte han efter en vis Louise.

Østjyllands Politi efterforsker sagen.

"Louise-manden" beskrives som:

20- 25 år

165-170 cm høj

Almindelig af bygning

Arabisk af udseende

Taler dansk

Ofte iført mørkt tøj samt en hættetrøje