Louise skal dosere smertemedicin til bedstemor under strejken: ’Jeg føler mig overhovedet ikke tryg ved det’

Pårørende bliver bedt om at hjælpe, når hjemmesygeplejerskerne går i strejke.

Louise Vestenbæk er blevet bedt om at dosere sin kræftsyge bedstemors medicin under sygeplejerskestrejken: - Det føler jeg mig overhovedet ikke tryg ved. Jeg er rigtig bange for at gøre noget forkert, så jeg pludselig står i en situation, hvor min bedstemor ikke er smertedækket. (© PRIVATFOTO)

Når sygeplejerskerne strejker fra på lørdag, bliver hjemmesygeplejen i 12 kommuner også ramt.

Det betyder, at pårørende skal være ekstra opmærksomme på sårbare familiemedlemmers tilstand.

Den opfordring kommer fra flere kommuner. I Aalborg kommune er pårørende blevet bedt om at hjælpe med at dosere medicin.

Så handicaphjælper Louise Vestenbæk skal hjælpe sin 78-årige bedstemor, der har kræft, med sin smertestillende medicin.

- Det tænker jeg, er et meget stort ansvar at give til os som pårørende. Nu skal jeg dosere piller, og det synes jeg slet ikke, jeg har kompetencerne til, siger hun.

- Det føler jeg mig overhovedet ikke tryg ved. Jeg er rigtig bange for at gøre noget forkert, så jeg pludselig står i en situation, hvor min bedstemor ikke er smertedækket.

26-årige Louise Vestenbæk har før oplevet, hvordan det påvirker bedstemoren, hvis hun ikke er ordentligt smertedækket.

- Når hun har for mange smerter, får hun ingen søvn og har ingen appetit, så hun tabte sig otte-ni kilo på meget kort tid.

- Vi finder anden løsning

Aalborg Kommunes ældre- og sundhedschef Carsten Møller Beck bekræfter, at kommunen har spurgt borgere, der plejer at få besøg af hjemmesygeplejen, om de har nære pårørende, der kan hjælpe.

- Vi har ikke pålagt nogen at hjælpe, er det vigtigt for mig at sige. Hvis de har sagt, at de har en pårørende, der kan hjælpe, så har vi sagt, at det lyder godt. Men ellers finder vi en anden løsning, siger han.

- Men hvis Louise er utryg ved at dosere medicin, så vil jeg anbefale, at hun ikke påtager sig den opgave. Så skal vi finde en anden løsning.

For det er et stort ansvar, de pårørende tager på sig, erkender ældre- og sundhedschefen.

- Hvis de pårørende påtager sig opgaven, så ér det deres ansvar at tælle pillerne rigtigt op. Derfor skal man også være tryg ved opgaven, før man påtager sig den, siger Carsten Møller Beck.

Silkeborg sender brev om hjælp

I Silkeborg Kommune har de pårørende fået et brev fra kommunen om, hvad det betyder, når der bliver færre hænder end normalt.

- Silkeborg Kommune opfordrer samtidig pårørende til at afbøde strejkens personlige konsekvenser ved at hjælpe deres ældre og sårbare familiemedlemmer ekstra i den kommende tid, hedder det i brevet.

I Silkeborg Kommune går 98 sygeplejersker i strejke på lørdag. Normalt er der 14 på arbejde i hver gruppe under hjemmeplejen som her i Kjellerup. Under nødberedskabet bliver det fire, og det svarer nogenlunde til normal weekendbemanding (© Thomas Schmidt Nørgaard/DR Østjylland)

Den strejkeramte hjemmesygepleje vil få konsekvenser, frygter formanden for Silkeborg Kommunes seniorråd, Erling Prang. Han forudser øget pres på de praktiserende læger under strejken, fordi de vil blive kontaktet meget mere.

- Og pårørende vil formentligt føle sig forpligtet til at gøre ting, som de normalt ikke skal gøre i plejen af de ældre. Det er jeg sikker på, at mange vil gøre, fordi man føler en ansvarlighed overfor sine ældre pårørende, siger han.

Men brevet er ment som både en information og en appel til borgere, der modtager hjemmesygepleje, og deres pårørende, forklarer konstitueret sundheds- og omsorgschef Steffen Brun.

Hold øje og kontakt os

Familierne kan især hjælpe med at være opmærksomme på, hvordan de plejekrævende borgere har det.

- Hvis der er behov for det, er det vigtigt, at de er med til at tage kontakt til os og forklare, at der er noget, der udvikler sig. Vi skal tage fat på opgaver, der er livstruende eller varigt førlighedstruende, og det er med i vores nødberedskab, siger Steffen Brun.

Det kan betyde storm på telefonerne med henvendelser fra pårørende, erkender han.

- Så tager vi en dialog med Dansk Sygeplejeråd, hvis vi kan se, at vi får mange flere opgaver, end vi kan løfte i vores nødberedskab. Vi har en aftale om, at vi løbende er i dialog for sammen at vurdere, hvordan beredskabet skal være skruet sammen, siger Steffen Brun.

- Det kan være svært at sige på forhånd, hvornår en ting som sårbehandling bliver kritisk. Det kan man ikke lave en formel for, og sige, at det er først på dag fem, vi skal komme til dig.

Men de pårørende i Silkeborg skal ikke påtage sig opgaver som at skifte forbinding eller dosere medicin, understreger han.

- Bestemt ikke! Der er en grund til, at det er en visiteret sygeplejeindsats. Vi forventer ikke, at de pårørende er sygeplejersker, og vi vil ikke bede dem om at yde sundhedsfaglige indsatser. Det er ikke vores ærinde, siger sundhedschefen.

Sygeplejersker i dilemma

Sygeplejerskernes fællestillidsrepræsentant i Silkeborg Kommune Pia Medum Bennetsen erkender, at det er en udfordring.

- Vi har et arbejde, der er vigtigt, og det har konsekvenser, hvis det ikke bliver udført. Men vi har også en tiltro til, at kommunen har givet god besked, siger sygeplejerskernes tillidsrepræsentant i Silkeborg Kommune Pia Medum Bennetsen. (Foto: Thomas Schmidt Nørgaard/DR Østjylland)

- Vi står i et dilemma som sygeplejersker, for vores opgave er jo netop at tage os af vores borgere og sikre de er sunde og raske i det omfang, det er muligt. Og pludselig står vi og skal sortere borgere fra, som vi stadig synes, det er vigtigt at komme hos, siger hun.

- Vi har et arbejde, der er vigtigt, og det har konsekvenser, hvis det ikke bliver udført. Men vi har også en tiltro til, at kommunen har givet god besked, og vores ledere ringer personligt rundt til de borgere, der ikke får besøg. Og de vil få at vide, at i akutte situationer kan de ringe til hjemmesygeplejen.

Svært at aftale nødberedskab

Det bliver en løbende diskussion, om hvad der hører under nødberedskabet i konflikten.

Fredag morgen måtte Silkeborg Kommune og DSR opgive at lave en lokal aftale om, hvad der skal udføres, oplyser Steffen Brun. Dermed blev afgørelsen sendt videre til forhandlinger mellem Kommunernes Landsforening og den centrale fagforening.

Sygeplejerskernes varslede strejke går i gang ved midnat.

- Det er jo egentligt fair nok. Det er bare så ærgerligt, at vi skal nå helt derud, hvor det får så mange konsekvenser for så mange mennesker, siger Louise Vestenbæk.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk