Ludomaner venter alt for længe på behandling

For alkoholikere er der en behandlingsgaranti på 14 dage, men ludomaner må vente to måneder på at få hjælp.

Ludomaner venter for længe på at komme i behandling. (© Stock Exchange)

De har spillet familiens formue op, bedraget deres nærmeste, og mange af dem har så dårlig samvittighed, at de overvejer at tage livet af sig selv.   Alligevel skal ludomaner vente to måneder på at få hjælp. For alkoholikere er der f.eks. en behandlingsgaranti på 14 dage, men det er der altså ikke for ludomaner.

- De venter alt for lang tid. Når et mennesker, der har en afhængighed, endelig siger, at det har brug for hjælp, skal de også have hjælpen, siger Henrik Thrane Brandt, souschef og behandlingsleder på Center for Ludomani, som står for størstedelen af den danske ludomanibehandling.

Nogle falder fra, fordi ventetiden er lang

Men ressourcerne er der ikke,  og det kan få store konsekvenser for ludomanerne. Nogle af dem kommer måske aldrig i behandling.

- Nogle vil falde fra, fordi ventetiden er så lang, mener Henrik Thrane Brandt.

Henrik Andersen er i dag spillefri ludoman. Men på halvanden måneds ventetid  på behandling nåede han at blive så desperat efter flere penge at spille for, at han stjal fra sit arbejde.

Overvejede selvmord efter at være blevet fyret

Hvis der havde været samme ventetid på ludomani som på alkoholbehandling, havde mange ting været lettere for ham, tror han.

- Så var jeg ikke blevet fyret, og jeg havde ikke efterladt min familie i et stort økonomisk hul, siger han.

Henrik Andersen fortæller videre, at han den dag, han blev fyret og kørte hjem, faktisk tænkte på, hvilken snor i garagen han skulle bruge for at hænge sig selv.