Lyse lokaler og bredere gange giver færre bæltefikseringer i retspsykiatrien

Mere lys, luft og plads har gavnet patienter og ansatte på Retspsykiatrisk Afdeling i Aarhus.

Siden flytningen til de nye, luftigere lokaler i Skejby er tilfældene af vold, trusler og chikane næsten halveret. (Foto: Jesper Voldgaard © Jesper Voldgaard)

For fire måneder siden flyttede Retspsykiatrisk Afdeling sammen med den øvrige psykiatri fra Risskov til det nye universitetshospital i Skejby, og efter flytningen oplever afdelingen markant færre sager om vold, trusler og chikane.

44-årige Chris Funder Buch har været patient på afdelingen i årevis, og han kan mærke en tydelig forskel. Han var ellers ikke meget for at skulle flytte fra de vante omgivelser i Risskov til Skejby.

- Jeg har været på Risskov det meste af mit liv og elskede parken og haven derude, og det var jo mit andet hjem, og så bliver man pludselig placeret på en mark ved siden af helikoptere, siger han.

Men det ser ud til, at miljøet på Retspsykiatrisk Afdeling har haft godt af skiftet til de nye rammer.

Siden flytningen er der kun registreret 78 tilfælde af vold, trusler og chikane på Retspsykiatrisk Afdeling. Det er næsten en halvering i forhold til samme periode året før.

Og selvom det stadig er for tidligt at vurdere, hvor stor effekt de nye rammer har for behandlingen, så mener Chris Funder Buch, at de har givet en langt større ro.

- Der er meget mere ro, end jeg havde regnet med, at der ville være. Der har kun været én episode på vores afdeling, og det er ikke meget, siger han.

Psykiatrien, og derunder også retspsykiatrien, flyttede til Skejby i november og blev en del af det øvrige sygehus.
Psykiatrien, og derunder også retspsykiatrien, flyttede til Skejby i november og blev en del af det øvrige sygehus.

Bredere gange er en del af forklaringen

Ifølge ledende overlæge Trine Arngrim skyldes det blandt andet de nye brede gange og rummelige værelser.

- Der er meget bedre mulighed for selv at vælge, om man vil trække sig, eller om man vil være sammen med andre mennesker. I Risskov derimod var man tvunget til enten at være på eget værelse eller være tæt sammen med både patienter og personale, forklarer hun.

Også antallet af bæltefikseringer på afdelingen er faldet siden flytningen. Der har været 10 bæltefikseringer på afdelingen, hvilket er en femtedel af bæltefikseringerne i samme periode året før.

(Foto: Jesper Voldgaard © Jesper Voldgaard)

De ansatte har også nemmere ved at løse konflikter, når der er mere luft omkring patienterne, lyder det fra den ledende overlæge.

- I og med, at der er mere plads, er der måske en eller to ansatte, der langsomt nærmer sig patienten, hvorimod at der før måske kom ti løbende på et meget lille område, siger hun.

Fokus på helende arkitektur

Både personale og patientforeninger har været involveret i designet af det nye hospital, som bygger på principper om helende arkitektur, hvor de fysiske rammer skal skabe ro og tryghed gennem lys, kontakt til naturen og mulighed for at skabe private rum.

Det fortæller Wilhelm Berner-Nielsen, der er segmentchef i Arkitema, som er tegnestuen bag den nye afdeling.

- Vi prøver at graduere, hvor meget involvering patienten ønsker. De har eget værelse, toilet og bad. Der kan være en lille niche i sengeområdet, hvor patienterne kan begynde med at sidde, og senere kan de bevæge sig til det fælles gårdrum eller gymnastiksalen, forklarer han.

Personalet har også et godt overblik over uderum og fællesrum indendøre. Der er for eksempel glaspartier, som skaber gennemsigtighed og støtter patienternes tryghed, hvis de gerne vil være tæt på personalet.

I arkitekturen på hospitalet er der desuden kigget på, hvad der virker andre steder, fortæller Wilhelm Berner-Nielsen.

Han peger på, at Region Syd oplevede et fald i fikseringer på 70 procent fra 2014 til 2015, da deres afdeling flyttede ind på et nyt psykiatrisk hospital i Esbjerg. Det samme skete i Vejle fra 2017 til 2018.

- Det handler ikke kun om arkitekturen, men om hvordan personalet kan organisere sig. Arkitekturen kan på den måde understøtte behandlingen, siger han.

- Grund til at tro, at gode toner fortsætter

Det kommer ikke bag på formanden for landsforeningen Sind, Knud Kristensen, at afdelingen indtil videre har gode erfaringer i de nye omgivelser.

- Alene det, at gangene er lidt bredere, betyder, at man kan komme forbi hinanden, uden at få krænket sin privatsfære for meget, siger han.

Han mener dog, at det stadig er en meget kort periode at bedømme erfaringerne udfra.

Her ses Retspsykiatrisk Afdeling udefra. (Foto: Jesper Voldgaard © Jesper Voldgaard)

- Men der er da grund til at håbe og tro, at tendensen fortsætter, siger han.

Chris Funder Buch nyder at have fået mere plads og et større værelse. Allergladest er han for at have fået eget bad.

- Det havde vi ikke i Risskov - der skulle man op og i bad klokken fem om morgenen. Så det er lækkert at have fået det, siger han.

Facebook
Twitter