Mad-app hitter: Køb overskudsmad billigt

Caféer, restauranter, bagerier og flere andre tilbyder billig mad inden lukketid gennem app'en "Too good to go".

I øjeblikket downloades app'en 'Too Good to go' dagligt af cirka 1.000 nye brugere. (Foto: Erwin Wodicka © Erwin Wodicka)

Flere bagerier og restaurationer vil bekæmpe madspild

For med mobil-app'en "Too good to go" er det blevet muligt for fødevarevirksomheder at sætte deres overskudsmad billigt til salg.

Alene den sidste måned har 100 nye virksomheder meldt sig til. Heraf ligger cirka en tredjedel i Østjylland.

En af dem er Bagergården i Saksild ved Odder, hvor Gitte Wendelboe er bagerfrue.

- Det ville jeg gerne, for vi er jo i en branche, hvor vi kasserer en del mad hver aften. Så jeg mindsker det, vi skal smide ud, fortæller hun.

Det er både caféer, brunch-buffetter, hoteller, restauranter, bagerier, running sushi-restauranter, der er med, og i øjeblikket downloades app'en 'Too Good to go' dagligt af cirka 1000 nye brugere.

En af dem, der ofte handler på mad-app’en er Cecilie Bonderup Steffensen fra Aarhus.

Hun er studerende, og benytter sig ofte af muligheden for at kunne købe en stor pose bagerbrød til 30 kroner lige før lukketid.

- Jeg bruger den nok en gang om ugen cirka primært til brød, fortæller hun.

Og selvom app’en kun har været på markedet i under et år, så forventer medstifter Stian Olesen, at omfanget og udvalget af fødevarevirksomheder fortsætter med at stige.

- Vores mål er også at få 100 nye med i denne her måned, siger han.

Facebook
Twitter