Mads overrasket på studiets første skoledag: Her er mobilen ikke velkommen

Højere karakterer er et af argumenterne for, at 350 nystartede studerende ikke må have mobilen fremme i undervisningen.

Koncentrationen skal væk fra Facebook og rettes mod studierne. Det giver nemlig højere karakterer, viser et projekt på Erhvervsakademiet Aarhus. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Pak telefonen væk og log af Facebook

Det er ikke kun på folkeskoler og i gymnasiet, at mobiltelefonen skal pakkes væk i timerne.

Også de 350 nye markedsføringsøkonom-studerende på Erhvervsakademiet Aarhus fik i dag besked om, at mobilen skal blive i tasken.

Det kom bag på Mads Jensen, der i dag havde første skoledag på uddannelsen.

- Jeg er lidt overrasket, men jeg kan godt se formålet med, at man koncentrerer sig 100 procent om undervisningen, siger han.

Han er vant til at bruge mobilen som en lille pause i timerne.

- Jeg synes også, at vi som 21 eller 22-årige har et ansvar, og vi skal selv kunne bestemme, om vi vil bruge mobilen eller koncentrere os hundrede procent.

Bedre karakterer

I to år har Erhvervsakademi Aarhus kørt et mindre forsøg med såkaldte "no devices"-klasser, og erfaringerne er gode, siger underviser Uffe Thomsen.

- De studerende blev langt mere motiverede for at gå på uddannelsen og deltage i undervisningen, end da mobiltelefonerne var fremme. De beskrev selv, at det var en stressfaktor, som blev fjernet, forklarer han.

Uffe Thomsen mener, at det også er erhvervsakademiets ansvar at give de studerende en digital opdragelse.

- Vi skal lære de studerende om, hvornår det er ok at have en mobiltelefon fremme, hvornår den forstyrrer, og hvornår den kan bruges til noget godt.

Tidligere studerende: Vi talte mere sammen

Annsofie Skov Søndergård er en af de studerende, der har undværet telefonen i undervisningen.

Hun var også skeptisk, da hun på første skoledag fik at vide, at mobilerne var bandlyst i undervisningen.

- Lige da de nævnte det, tror jeg, at vi alle tænkte, at det var noget latterligt noget. Vi er voksne mennesker, og mobilen kunne vi godt selv styre. I dag kan jeg godt se, at det kunne vi nok ikke alligevel, siger Annsofie Skov Søndergård.

Mads Jensen mener, at det nok bliver et problem i begyndelsen.

- Man kan nok ikke undgå at lige tage den frem og kigge på Facebook, siger han.

Facebook
Twitter