Drab i Randers

To mænd og en kvinde varetægtsfængslet for drab ved Randers Regnskov

Trioen nægter sig alle skyldige i drab under grundlovsforhør for lukkede døre i Randers.

De tre blev efterlyst, da en 30-årig mand blev skudt ned på åben gade i Randers 22. december 2017. Det var en forbipasserende, der ved 23.30-tiden fandt den 30-årige liggende død på Tørvebryggen 1 ved Randers Regnskov. (Foto: Annelene Petersen © Scanpix)

To mænd og en kvinde er i dag blevet varetægtsfængslet i fire uger i sagen om en 30-årig mand, som blev fundet dræbt af skud ved Randers Regnskov.

Det besluttede en dommer bag lukkede døre, da de tre var i grundlovsforhør i Randers.

De er alle tre sigtet for drab eller medvirken til drab og for ulovlig våbenbesiddelse. Alle tre nægtede sig skyldige i drabet, mens en af mændene erkendte forholdet om ulovlig våbenbesiddelse.

Anklager Birgitte Ernst forklarede, at dørerne skulle lukkes, fordi efterforskningen er i sit helt indledende stadie, og sagens essentielle elementer skal gennemgås, hvilket ikke tåler offentligheden øjne og øre på nuværende tidspunkt.

Sagen begyndte at rulle i medierne, da Østjyllands Politi juleaftensdag offentliggjorde navne og billeder på de tre mistænkte, som er to mænd på 19 og 36 år og en 38-årig kvinde, der alle er fra Aalborg. De var alle kendt af politiet i forvejen.

Politiet mente, at de kunne være flygtet til udlandet, så de blev efterlyst internationalt og fundet i nærheden af Neumünster i Tyskland, efter en større aktion i Tyskland, hvor blandt andet motorvej A7 var spærret i halvanden time.

Juledag blev de tre danskere fremstillet i retten i Neumünster, hvor de blev varetægtsfængslet med henblik på udlevering til Danmark.

Politiet mener, at drabet er et internt opgør i det kriminelle miljø, men ikke en del af en bandekonflikt.

Den 19-årige mand kærede kendelsen om varetægtsfængsling. Den 38-årige kvinde og den 36-årige mand kærede ikke.

Facebook
Twitter