Mættende supermad skal lette danskerne

Forskere fra Aarhus jagter ingrediens, der får maden til at mætte mere.

Aarhus-forskere leder efter en ingrediens, der får maden til at mætte mere.

Hvis nu maden mætter mere, så bliver det lettere at tabe sig.

Det er den filosofi, som forskere fra Aarhus nu har fået et to-cifret millionbeløb til at forfølge.

De er på jagt efter et stof, som kan tilsættes fødevarer og give en større følelse af mæthed.

I spidsen for projektet står seniorforsker Anne Laursen fra fødevarevirksomheden Dupont, det tidligere Danisco, i Brabrand.

- Så vil du føle dig mæt hurtigere, når du spiser den fødevare, og der vil gå længere tid, inden du får trang til at spise igen, siger hun.

Firmaet har sammen med Aarhus Universitet fået over 10 millioner kroner af Innovationsfonden til at lede efter sådan en ingrediens, der også kan være med til at modvirke fedme-epidemien.

- Visionen er, at du kan købe en fødevare i supermarkedet, der har en større mæthedseffekt, siger Anne Laursen.

- Om man kan undgå på slankekur? Det er drømmen, men det skulle i hvertfald gerne være lettere at gå på slankekur...

Hvis det århusianske projekt når sit mål, vil det også styrke Danmarks position som et af verdens førende lande inden for fødevare-videnskab og fødevare-produktion.