Mange vil undersøges for tarmkræft - men mændene svigter

Tarmkræft er den tredje-hyppigste kræftform i Danmark, og dødeligheden er stor.

Før folkeundersøgelsen gik i gang, var det kun hos 26 % af kræft-patienterne, man opdagede sygdommen i dens tidlige stadier. Nu er det dobbelt så mange - 53 %. (Foto: Nikolai Linares © Scanpix)

Folkeundersøgelsen mod tarmkræft er en succes.

Til undersøgelsen bliver folk bedt om at indsende en afføringsprøve, og det har to ud af tre modtagere af testen i Region Midtjylland gjort.

Lederen af undersøgelsen, overlæge Berit Andersen fra regionssygehuset i Randers, er derfor meget tilfreds. Forud for det egentlig screeningsprogram blev der lavet en undersøgelse, der viste, at knap halvdelen ville deltage.

Tarmkræft er den tredje-hyppigste kræftform i Danmark. Den rammer især folk over 50 år, og dødeligheden er stor.

Før folkeundersøgelsen gik i gang, var det kun hos 26 % af kræft-patienterne, man opdagede sygdommen i dens tidlige stadier. Nu er det dobbelt så mange, nemlig 53 %.

- Hvis man får konstateret tarmkræft i et tidligt stadie, er der større chancer for at overleve og med en mere skånsom behandling og færre men, siger Berit Andersen.

Hun kan fortælle, at mændene ikke er så flittige med prøverne som kvinderne, og dermed spiller de hasard med deres helbred.

Når prøverne analyseres, viser det sig nemlig, at flere mænd end kvinder har brug for at blive sendt videre til en kikkert-undersøgelse - det er 7,9 % af mændene og 5,4 % af kvinderne.

Facebook
Twitter