Medvind på cykelstierne og større julegaver til alle: I dag er det 25 år siden, Jacob Haugaard kom i Folketinget

'Jeg beviste allerede dengang, at det er indpakningen og ikke indholdet, der tæller.'

Jacob Haugaard sammenligner sin tid i politik med Donald Trumps og Boris Johnsons. (© dr)

- Vi har et meget spændende resultat. Alt tyder på i dette øjeblik, at Jacob Haugaard er blevet valgt.

Sådan lød det fra DRs vært Hans Bischoff på valgaftenen den 21. september 1994.

Hovedpersonen havde faktisk glemt, at det var valgaften, men tændte alligevel for sit TV hjemme i Malling

- Fra da af var mit liv ændret. Det forstod jeg ikke en skid af, fortæller Jacob Haugaard.

Her kan du se, hvordan det så ud, da resultatet tikkede ind om, at Jacob Haugaard var blevet valgt til Folketinget.

Inden da havde han ellers ført valgkamp for Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer, som blev stiftet i 1979 og havde sin base i Aarhus.

Jacob Haugaard var formand for sammenslutningen og lovede blandt andet medvind på cykelstierne og større julegaver til alle.

Alt sammen som en practical joke.

- For mig handlede det om at bevise, at man kunne blive valgt på ingenting, fortæller han.

Mød Jacob Haugaard, dagen efter at han var blevet valgt til Folketinget.

Som en skuespiller, der spillede en rolle

Men valgløfterne skaffede ham 23.253 stemmer i det daværende Århus Amt, og det var nok til at komme i Folketinget og til, at hans stemme pludselig blev tungen på vægtskålen blandt de 179 folketingsmedlemmer.

- Jeg var jo nummer 90, så det var ikke kun en gang imellem; det var hele tiden, jeg var afgørende. Så jeg tænkte: 'Hvad fanden?' Jeg er vokset op med, at har man først sagt a, må man også sige b, så jeg kastede mig bare ud i det og gjorde det så godt, jeg kunne, fortæller han.

Mest af alt følte han sig som en skuespiller, der havde fået til opgave at imitere en politiker.

- Det var jo hele ideen i min valgkamp; at jeg lod, som om jeg var politiker, og pludselig så var jeg det, siger han.

Her indtager Jacob Haugaard for første gang talerstolen i Folketinget, efter at han blev valgt ind som løsgænger.

Sammenligner sig med Donald Trump og Boris Johnson

Han ser den rolle, han selv føler, han spillede, gentaget af andre i dag. Derfor mener han også, at han sagtens kunne blive valgt igen i dag, hvis han stillede op.

- Ja da. Det gik da meget godt for Donald Trump, det går meget godt for Boris Johnson og for Femstjernebevægelsen i Italien. Det var det, jeg beviste for 25 år siden: at i dag er det mere indpakningen end indholdet, der tæller, siger han.

Men Jacob Haugaard fortryder ikke, at han selv blev en del af den udvikling.

- Nej, jeg satte jo ikke noget i gang, jeg beviste bare noget, enhver idiot kunne se komme. At alt er en joke i dag, siger han.

Jacob Haugaard var medlem af Folketinget indtil 1998, hvor han ikke ønskede at genopstille.