Mettes mindfulness udfylder et tomrum for stressede forældre til for tidligt fødte børn

Der mangler tilbud om hjælp til den slags forældre fra det offentlige, mener Dansk Præmatur Forening.

Mette Bahnsen er uddannet lærer i mindfulnessbaseret stressreduktion. Hun fik selv August for tidligt for syv år siden. (© (c) privatfoto)

Når man skal have et barn, drømmer forældrene om - og forventer – at det fødes til termin, er velskabt og vejer omkring 3.500 gram.

Men hvert år går det helt anderledes for omkring 4.000 børn. De bliver født for tidligt, og den første tid kan blive fyldt med respirator, sondemad og kuvøser. Alt sammen meget hårdt for psyken.

Mette Bahnsen fra Aarhus er uddannet lærer i mindfulnessbaseret stressreduktion fra byens universitet, og det kunne hun bruge til sit eget psykiske kaos. For syv år siden stod hun nemlig selv med en alt for tidligt født søn i armene.

Med 50.000 kroner i hånden fra Velliv Foreningen kører hun et online-kursus for forældre til for tidligt fødte børn.

Der er meditiation, yoga, bodyscanning og ikke mindst snak på programmet hver tirsdag.

Ved at fokusere på kroppen og vejrtrækningen kan man lære at styre sit 'nu går det galt-mønster', forklarer Mette Bahnsen.

- Min søn August blev født tre måneder for tidligt og havde det rigtig svært i starten. Han lå to måneder på intensiv afdeling og var i alt indlagt i et halvt år. Jeg var glad for at kunne trække på min erfaring med mindfulness i den situation, som er meget svær, siger hun.

Ifølge hende mangler der i den grad offentlige tilbud til de forældre, der har oplevet at få et for tidligt født barn.

- Mange døjer med at være i et øget alarmberedskab. De giver udtryk for, at der ikke er noget tilbud, og så tager de imod mit tilbud, siger Mette Bahnsen.

- Et klart hul her

I Dansk Præmatur Forening, der støtter forældre til for tidligt fødte børn, hører de ofte om, at forældrene savner en livline.

- Vi oplever helt klart et hul her. De ressourcestærke forældre kan måske betale sig fra de private tilbud, men mange kan ikke, siger formand Elizabeth Pöckel.

De ramte forældre savner både psykisk støtte under indlæggelse på sygehusene - og senere, når de kommer hjem.

Nogle gange kommer reaktionerne oven på et hårdt forløb først lang tid efter, at forældrene er udskrevet og hjemme igen.

Alle kommuner i Danmark yder opfølgning og støtte til familier med handicappede eller alvorligt syge børn, herunder tidligt fødte børn. Men støtten varierer fra kommune til kommune.

Desuden er kommunens tilbud ofte rettet mod de forældre, der har det allerværst.

Ifølge Dansk Præmatur Forening er der en stor gruppe forældre, der har det svært og har brug for hjælp, men de har det ikke så svært, at de for eksempel har en diagnose. Det er den gruppe, der mangler hjælp, lyder det.

- Vi er i mere kontakt med forældre i krise, som er på hospitalerne. Men også forældre, som kommer ud af hospitalerne og siger, at de har det værre nu, fordi der ikke var nogen at tale med, og kommunerne ikke havde noget tilbud, siger Elizabeth Pöckel.

Ann-Sofie genvandt kontrollen

Ann-Sofie Bjerregaard fra København kan skrive under på, at for tidligt fødte børn kan skabe angst og stress. For seks år siden ventede hun tvillinger, men problemer med moderkagen betød, at de skulle vælge det ene barn fra.

I ti uger skulle hun ligge helt stille, for så at få kejsersnit i uge 34, hvor både det døde barn og det levende blev forløst.

Ann-Sofie Bjerregaard mener, at hun har fået nogle gode redskaber via Mette Bahnsens online-kursus i mindfulness.

Det har sat sine spor. Derfor tilmeldte hun sig Mette Bahnsens online-kursus.

- Jeg havde behov for nogen, der holdt mig lidt i hånden. Man er i konstant alarmberedskab, og det er hverken sundt for krop eller sind. Man forventer hele tiden det værste. Det vil rigtig mange forældre til for tidligt fødte børn kunne genkende, siger Ann-Sofie Bjerregaard.

Hun mener, at hun har fået nogle gode redskaber via Mette Bahnsens online-kursus. Hun er blevet bedre til at genkende ting, der ’trigger’ hendes angst - og være i det.

- Det giver mig helt klart en følelse af kontrol. Jeg øver mig i at være i følelserne af ubehag. Et godt eksempel er et barn, der hoster. Der er jeg allerede i gang med at afsætte tid til at skulle være indlagt med min datter. Det skal jeg ikke, siger Ann-Sofie Bjerregaard.

DR Østjylland har skrevet og bedt om en kommentar fra Kommunernes Landsforening og Aarhus Kommune, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Facebook
Twitter