Millioner til forskningsprojekt skal give bedre viden om brystkræft

Lektor fra Aarhus Universitet har fået seks millioner kroner til forskning om brystkræft.

Lektor Ebbe Briggs Bødtkjer vil blive klogere på, hvordan brystkræft opstår, og hvordan det kan behandles bedre. (Foto: christian Als © digi als)

Syv forskere fra Aarhus Universitet har fået i alt 40,8 millioner kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond til forskning.

En af dem er lektor på Biomedicinsk Institut Ebbe Briggs Bødtkjer. Han har fået knap seks millioner kroner til et forskningsprojekt om brystkræft.

- Det er jeg selvfølgelig rigtig, rigtig glad for. Det sætter os i stand til at gennemføre et projekt, som jeg tror på virkelig kan bringe os videre med at forstå, hvordan brystkræft opstår, og hvordan vi kan behandle det bedre.

Kræftceller danner mere syre end almindelige celler og Ebbe Briggs Bødtkjer håber, at de gennem forskningsprojektet vil kunne finde en måde at forhindre kræftcellerne i at skille sig af med syren. Det vil måske kunne slå kræftcellerne ihjel, og håbet er, at det vil kunne gøre kræftbehandlingen mere effektiv og give færre bivirkninger.

Det vil kunne gøre en forskel for mange kræftpatienter, forklarer Ebbe Briggs Bødtkjer.

- Vi er blevet bedre og bedre til at opnå en længere overlevelse. Det betyder så også, at der er mange mennesker, som skal leve år efter de har haft kræft. Håbet er at vi kan give dem en bedre tid, fordi de ikke skal leve med så mange eftervirkninger af behandlingen.

Det havde ikke været muligt at lave projektet uden donationen fra Danmarks Frie Forskningsfond.

- Det er meget omkostningstungt, så det kræver de penge, for at få det til at bevæge sig hurtigt frem, og få afklaret om det er en god måde at behandle brystkræft på, siger lektoren fra Aarhus Universitet.