Mindre latte og baby-salmesang: Forældre på barsel får vitaminer til hovedet i nyt netværk

Barselsnetværket ”Inspired Beyond Babies” vil gøre overgangen fra arbejde til barsel og arbejde igen lettere.

De fleste mænd og kvinder på barsel oplever nok fra tid til anden, at livet med babyrytmik og bleskift kan blive en anelse ensformigt. Men det vil barselsnetværket ”Inspired Beyond Babies” gøre noget ved.

For at give faglig stimulans til interesserede nybagte forældre inviterer barselsnetværksgruppen hver måned til foredrag med eksperter og inspirerende personligheder i både København, Odense og Aarhus.

En af de mødre, som er mødt op for at få faglige input med en baby på armen i Aarhus, er 33-årige Rikke Høj Biltoft fra Virring ved Skanderborg.

Sammen med de ni andre kvinder på holdet får hun to timers fagligt input om bruger-inddragelse, mens baby-Svend pludrer på gulvet.

- Jeg plejer jo at være mere end én, der synger salmer og drikker latte. Jeg plejede at være alt muligt andet, så det var et spørgsmål om, hvordan jeg kunne holde gang i det. Så jeg tænkte: ”Hvor kan mit hoved suge ilt?”, forklarer hun.

Til dagligt arbejder Rikke Høj Biltoft som projektleder hos Arla, og hun har fundet ud af, at barslen giver god tid til at lære nyt, som kan bruges, når hun kommer tilbage på job.

- Så bliver barslen mulighedernes land i stedet for en pause. Når min hverdag ruller igen, hvornår har jeg så tid til at sidde og høre om for eksempel brugerinddragelse en formiddag. Det her er jo faktisk en mulighed og noget tid, man ikke har til hverdag, siger hun.

Anne Sophie fik ideen til netværket, da hun selv var på barsel

Det er 33-årige Anne Sophie Sehested Münster, som står bag initiativet. Hun er mor til to, og det var mens hun selv var på barsel, at ideen opstod.

- Jeg har enormt meget identitet forbundet med mit arbejde, og jeg havde brug for, at min hverdag også blev meningsfuld for mig. Jeg elskede at være på barsel og have tid med min datter, men jeg manglede en ekstra dimension og at få noget input, siger hun.

Den ekstra dimension skal få de små grå i gang og give værdi på jobbet. Derfor har alle foredrag et fagligt tema.

- Emnerne har en faglig tyngde, og det skal være inspirerende, og det er noget, man skal kunne anvende i arbejdsøjemed, men det involverer jo blandt andet også, hvordan man kommer tilbage fra barsel til arbejde, siger hun.

Men i netværket går det hele ikke op i voksen faglighed. Babyerne er stadig vigtige, og hvor det ofte er ildeset med forstyrrelser under foredrag gælder helt andre regler i barselsnetværksgruppen.

- Her er der plads til, at man pusler og ammer og skifter ble, og børnene kravler rundt på gulvet, og det i sig selv giver en enormt hyggelig og uformel atmosfære og en ekstra dynamik til de her foredrag, siger hun.

Virksomhed: Det er en game-changer

Netværket er skræddersyet til virksomheder, der både ønsker at tilbyde faglige input og at lette overgangen fra barsel til arbejde for deres ansatte, men man kan også deltage i foredragene som privatperson.

En af de virksomheder, som gerne vil give sine ansatte på barsel et tilbud om foredrag med babyen på skødet, er revisionsvirksomheden Deloitte. Virksomheden lægger lokaler til, og leder af organistationsudviklingsafdelingen Signe Gro Jensen mener, at et tilbud som dette viser de barslende, at der er plads til dem.

- Vi kunne se, at det var svært for mænd og kvinder at gå fra at være medarbejder uden børn til medarbejder med børn. Det er et supersårbart sted i livet, og der var mange, der også valgte at skifte arbejde, og det synes vi er superærgerligt, for vi vil jo gerne holde på vores gode folk, siger hun.

- Derfor syntes vi, Anne Sophies idé om at kombinere faglig inspiration og det her med, at kunne opbygge et eksternt netværk, mens man var på barsel, var en fantastisk mulighed.

Derfor betaler virksomheden gladeligt de knap 1.500 kroner årligt, som det koster at være en del af Inspired Beyond Babies og deltage i de faglige foredrag. Den udgift er nemlig godt givet ud, mener Signe Gro Jensen, der håber, at det vil fastholde flere i virksomheden.

- Vi har 160 mennesker på barsel om året, og vi skal fastholde to af dem, for at udgiften går i nul. Så vi har rigtig stor tillid til, at det her faktisk er en vanvittig god investering. Jeg tror, det er en game-changer i forhold til at få lukket ”the leaking pipeline”, som vi og mange andre virksomheder oplever, når folk går på barsel, siger hun.

Rikke Høj Biltoft har selv investeret i eget humør

Ud over Deloitte tilbyder blandt andre også Coop og Telia deres ansatte et medlemskab hos Inspired Beyond Babies.

Rikke Høj Biltoft betaler selv sit medlemskab, og hun er sikker på, at netværket og de faglige oplæg også kommer til at gøre vejen tilbage på jobbet lidt lettere.

- Jeg synes, det er så brat, at man går fra at være fuldtidsmor til at være arbejdende. Det er som om der ikke findes noget midt imellem. Så det var specielt at skulle sætte sin egen inspiration, intellektualitet og nysgerrighed på pause og bare tænke på at få et sundt barn ud af det, siger hun.

- Men jeg tror ikke, det er en dårlig idé at investere i mit eget humør i forhold til vores samvær, slår hun fast.