MitID giver kolossal travlhed i kommuners borgerservice: ’Jeg har ikke oplevet lignende i mine 15 år her’

Flere østjyske kommuners borgerservice melder om lange ventetider for at få hjælp til skiftet fra NemID til MitID.

Sofie Martinussen er teamleder på Borgerservice i Silkeborg Kommune. Hun har ikke oplevet så meget travlhed som nu, hvor folk skal have hjælp til MitID. (Foto: Søren Albert Bach Christensen)

Beskeden fra bankerne til danskerne er klar:

Du skal skifte fra NemID til MitID før 30. juni – ellers kan du ikke længere logge på din netbank.

På lidt længere sigt skal MitID helt erstatte NemID og dermed også bruges til blandt andet e-Boks og nethandel.

Men det er ikke helt så nemt at skifte digital nøgle, som det måske lyder.

Helle Otzen har bøvlet meget med at få skiftet til MitID. (Foto: Emil Hobolt Mortensen)

- Det har været rigtig besværligt, synes jeg. Jeg troede, jeg havde gjort det, indtil jeg skulle betale for noget, og så virkede det ikke. Så opgav jeg, men nu får jeg hjælp, siger aarhusianeren Helle Otzen foran Dokk1 i Aarhus, hvor byens Borgerservice ligger.

Hun er bestemt ikke alene om at være frustreret. Mange østjyske kommuner bliver for tiden oversvømmet med henvendelser fra borgere, der ikke kan få den nye MitID-app til at virke.

Alene i Aarhus Kommune har 11.000 borgere siden 1. januar henvendt sig fysisk til kommunen for at få hjælp til at skifte fra NemID til MitID.

Det var bestemt ikke planen med så mange henvendelser, fortæller Lene Hartig Danielsen, chef for Borgerservice i Aarhus Kommune.

- Vi havde ikke forventet det her omfang. Vi havde ikke troet, at der var så store behov for støtte i den her overgangsfase, siger hun.

Franskmand i problemer

74-årige Lars Jensen er også mødt op på Borgerservice i Aarhus for at få et MitID. Han har forsøgt derhjemme, men er strandet hver gang, fordi han skal scanne sit pas.

- Men jeg har ikke et pas. Jeg skal ikke til udlandet mere. Jeg er 74, og vi skal ingen steder, siger Lars Jensen, som derfor må få hjælp ved en af de tre skranker hos Borgerservice på Dokk1.

Lars Jensen har ikke noget pas, så han måtte møde op på Borgerservice i Aarhus. (Foto: Emil Hobolt Mortensen)

Franskmanden Patrick Planche har de seneste uger været på teknologiske afveje, men er nu endt på Borgerservice i Aarhus.

- Det har været meget besværligt, siger han.

Hans franske pas har vist sig at være årsagen til, at han ikke kunne klare skiftet til MitID hjemme fra sofaen.

- De har ikke regnet ud, at der også lever udlændinge uden dansk pas, som skal bruge MitID. Jeg er i hvert fald nødt til at komme her, siger Patrick Planche.

Det er dog langt fra alle, der har problemer med MitID. Flere steder lyder det, at skiftet fra NemID er gået smertefrit.

- Det er nemt og ligetil, skriver blandt andre Steen Zoffmann på Facebook.

Har ansat syv ekstra medarbejdere

Ikke desto mindre er de også i Silkeborg ekstremt pressede af de mange henvendelser om MitID.

Kommunens Borgerservice har ansat syv ekstra medarbejdere til at hjælpe borgerne med skiftet til den nye digitale nøgle.

- Det har helt bestemt været nødvendigt. Vi har også fordoblet vores åbningstid. Normalt ville vi have åbent for vejledning 21 timer om ugen, men nu er det næsten 50 timer. Lørdag har vi også åbnet op, siger Sofie Martinussen, der er teamleder på Borgerservice i Silkeborg Kommune.

Alene fredag er der booket 80 tider af borgere, der gerne vil have hjælp.

- Og de næste 14 dage er alle tider taget. Så der er altså ventetid, siger hun.

Overgangen til MitID skal ske inden 30. juni og falder sammen med, at mange skal have fornyet passet, at ukrainske flygtninge skal hjælpes i gang med tilværelsen i samfundet og en forestående folkeafstemning om EU-forbehold.

- Vi får supertravlt de næste måneder. Jeg har været i Borgerservice siden 2007, og jeg har aldrig oplevet så meget travlhed, siger Sofie Martinussen.

I Randers kommune er der i øjeblikket ikke mulighed for at få hjælp før i starten af juni, selvom der løbende lægges ekstra tider ud.

Det er træls, mener konstitueret chef for borgerservice i Randers Kommune, Torben Bugge:

- Det er ikke hensigtsmæssigt, hverken fra borgerens perspektiv eller fra et medarbejder-perspektiv. Som borger ville jeg også synes, at det var træls at få en dato stukket i hånden med besked om at få det på plads. Og så kan man konstatere, at der går halvanden måned, før jeg kan komme til. Det er ikke smart, siger han.

Flere kommuner har først tid til at hjælpe borgere med MitID om 3-4 uger. (Foto: Emil Hobolt Mortensen)

Kommunernes Landsforening har beregnet, at 15 procent af borgerne ville få brug for hjælp, og at et besøg på Borgerservice ville tage omkring 25 minutter. Men det holder ikke, vurderer Torben Bugge.

- De tal holder slet ikke stik, siger han og afviser, at kommunen har sovet i timen:

- På en lørdag kører vi gennemsnitligt 200 igennem – på en uge er det 900 inklusive lørdag. Og så løber vi ind i helligdagene, og de dage mangler jo i sidste ende, siger Torben Bugge.

Går efter planen

Selvom det ikke umiddelbart lyder sådan, går overgangen til MitID faktisk efter planen, fortæller Adam Lebech, der er vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen.

- 3,3 millioner er skiftet nu, og det var, hvad vi regnede med på nuværende tidspunkt. Men der er udfordringer i Borgerservice mange steder i landet. Det er i slutspurten, at man kan mærke presset, siger han.

Kan det være rigtigt, at kommunerne er nødt til at hyre ekstra folk og udvide åbningstiderne markant for at få det her igennem?

- Ja, desværre. Det er en proces, vi har planlagt sammen med kommunerne i de sidste år, siger Adam Lebech.

Han hører fra kommunerne, at henvendelser fra borgere uden pas går rimelig hurtigt, men at en bredere introduktion til MitID tager noget længere tid.

- Vi har også haft et større samarbejde med Ældre Sagen for at få introduktionen sparket i gang, så der bliver plads ved kassen til dem, der skal identitetssikres på grund af manglende pas. Meget af det, der kaldes bøvl, handler om at få folk identitetssikret, siger Adam Lebech.