Mobilfængsel eller mobildannelse: Skoler har forskellige mobilpolitikker

En række forskere har undersøgt over 600 folkeskolers mobilpolitik. Forskellen er enorm.

På nogle skoler skal mobilen afleveres inden undervisning. (Foto: BRITTA PEDERSEN)

Mobiltelefonen er en del af mange folkeskoleelevers hverdag, hvor den altid ligger trygt i lommen.

Men - dér kan den ikke altid blive, når klokken ringer ind til første time.

Et hold forskere fra Aarhus Universitet har siden maj undersøgt reglerne for mobilbrug på de danske folkeskoler.

Det viser sig, at de fleste skoler har taget stilling, og mobilpolitikken har mange steder haft positiv effekt på børnenes sociale liv udenfor de sociale medier.

- Selvom skolerne ofte laver principper eller regler for at mindske forstyrrelser i timerne, er den største gevinst det sociale. Eleverne bliver bedre til at snakke sammen, og de gør det mere, når der ikke er en skærm mellem dem i frikvarterene, fortæller Andreas Lieberoth, der som adjunkt ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, DPU, og Interacting Minds Center på Aarhus Universitet er én af forskerne bag undersøgelsen.

Mobilfængsel

Undersøgelsen viser, at nogle af de mest brugte metoder er at holde mobiler og elever helt væk fra hinanden i skoletiden.

- Det mest hyppige er, at telefonerne skal ligge i tasken og være slukket, når der er timer. Det næstmest almindelige er at lave det, vi kalder et mobilfængsel, hvor man låser mobilerne inde fra morgenstunden. De bliver afleveret på kontoret eller i en kasse med lås på, siger Andreas Lieberoth.

Mobildannelse

Sådan er det dog ikke alle steder. På Skovbyskolen i Galten skal eleverne lære at bruge mobilerne hensigtsmæssigt, så det bliver en ressource, fortæller skoleleder Christian Rotbøl.

- Vi er meget bevidste om, at vi også har en dannelsesopgave med mobiltelefonen. Det er lærerne, der sætter grænsen og bestemmer, hvornår den skal bruges. Vi kan godt se, at den kan bruges i undervisningen til for eksempel geocaching i matematik, filmoptagelser i dansk eller billeder i håndværk og design, siger Christian Rotbøl.

Men der er også tidspunkter, hvor mobilen ikke er velkommen.

- Elektronisk udstyr skal normalt være slukket i undervisningstiden, og man må ikke filme eller lydoptage elever og lærer, mens mobilen heller ikke er velkommen i omklædningsrummet, fortæller han.

Eleverne bør tages med på råd

Når skolerne skal lave regler for børnenes mobilvaner, skal skolerne være bedre til at inddrage eleverne, mener forsker Andreas Lieberoth.

- Der er ikke ret mange steder, hvor man har inddraget børnene, når man først har bestemt, hvad der er bedst for dem. Det kunne man måske godt gøre en lille smule mere ud af, da mobilen er i deres hverdag uanset hvad, siger han.