Mødre strømmer til barselstilbud: Fædrenes fremmøde halter

Nybagte mødre er vilde med tilbuddene Inspired Beyond Babies og Barselshuset i Aarhus.

Nybagte mødre strømmer til to nye barselsnetværk målrettet børn, der kom til verden i Aarhus sidste år. Men det kniber med at få fat i mændene.

Inspired Beyond Babies arrangerer faglige oplæg for forældre på barsel, mens Barselshuset tilbyder rådgivning, workshops og samtalesaloner eller blot et værested for folk på barsel. Her har over 1.000 lagt vejen forbi, siden huset startede op i efteråret.

Det er langt over forventning, fortæller medstifter Louise Cathrine Nørmark, der dog ville ønske, at flere mænd benyttede huset.

Hun mener, det er naturligt, at der er en overrepræsentation af kvinder, da der er flest kvinder på lang barsel, men hun mener, at det er lige så relevant for mændene.

- Det vi ved fra de få mænd, vi har snakket med, er, at de oplever de samme udfordringer som kvinder. På den måde er vi jo ikke som køn forskellige, når vi går hjemme i en lang periode med en lille baby, siger hun.

Her kan du høre Kia Diget, der er mor til tvillinger, samt Louise Carthrine Nørmark fortælle om Barselshuset.

Felix brugte Barselshuset under barslen

En af de få mænd, der har brugt Barselshuset, er Felix Kühn Paulsen, der netop har afsluttet tre måneders barsel.

Han er kommet der hver anden uge med sin lille datter.

- Jeg har brugt det, fordi det er rigtig kedeligt at sidde hjemme hver dag med sin baby. Så det er en dejlig afveksling, siger han.

Han har mest af alt brugt Barselshuset som et sted at være blandt andre nybagte forældre og deres børn, mens hans kæreste har gjort mere brug af de forskellige arrangementer.

Men også rådgivningen, der er mulighed for, har han benyttet.

- Jeg har talt om kost og søvn med den sundhedsplejerske, der er dernede. Det har været rigtig godt, siger han.

I Barselshuset vil man prøve at få flere mænd til, blandt andet ved at lave arrangementer specifikt målrettet fædre med kendte mandlige rollemodeller.

- Kvinderne kommer jo, fordi de kan spejle sig i hinanden, og på samme måde tænker jeg også, at visheden om, at der er andre mænd til stede, vil have en positiv effekt, siger hun.

Der er ingen mænd til Barselshusets arrangement mandag formiddag.

Indpired Beyond Babies: Mænd har de samme behov

Også stifteren bag Inspired Beyond Babies, Anne Sophie Sehested Münster, er på mandejagt.

Hendes netværk findes også i København og i Odense, og alle steder kniber det med at få mændene til at møde talstærkt op til de faglige oplæg og input, hun tilbyder i samarbejde med virksomheder.

Derfor har hun et helt klart nytårsforsæt.

- Det er simpelthen at få flere mænd ind i netværket, for det her netværk er også for mænd, for det er de samme behov, der gør sig gældende, siger hun.

Hun mener, et bredere kendskab og eventuelle nye tilbud og rabatordninger kan være vejen frem.

- Der er heldigvis mange virksomheder, der tilbyder ti ugers barsel til mændene eller mere, og det er dem, vi skal forsøge at lave noget for, siger hun.

Facebook
Twitter