Mor og foreningsforperson glæder sig: Regeringen åbner for juridisk kønsskifte for transkønnede unge

Tidligere i dag præsenterede statsministeren og ligestillingsministeren en ny handlingsplan på LGBTI-området.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) præsenterede i dag en handlingsplan for LGBTI-personer. (Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix) (Foto: © Jonas Olufson, Scanpix)

Det skal være muligt for børn under 18 år at få et juridisk kønsskifte, hvor de sidste cifre i cpr-nummeret, som angiver hvilket køn, man er, ændres.

Det mener de hos Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn, og nu har regeringen åbnet op for at finde en løsning på området.

Tidligere onsdag præsenterede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) regeringens nye handlingsplan på LGBTI-området.

Det skal blandt andet undersøges, om børn kan få lov at foretage juridisk kønsskifte - altså få ændret det sidste tal i personnummeret, forklarer ligestillingsministeren.

- Det er et stærkt ønske, der er i miljøet, og det, vi gør nu, er, at vi nedsætter en arbejdsgruppe og kigger nærmere på i givet fald, hvordan kan det så lade sig gøre? Hvad er betingelserne? Der skal være forældresamtykke, og det kan være, der er nogle andre ting, vi skal have for øje, siger hun.

Det glæder Michala Fog Hansen, som er mor til et transkønnet barn og forperson for Foreningen For Støtte Til Transkønnede Børn.

Hun har længe kæmpet for netop at give børn og unge mulighed for at få ændret personnummeret, så det passer til det, de føler indeni.

- Vi er glade for, at regeringen nu vil åbne op for, at de her børn og unge kan få et cpr-nummer, der rent faktisk svarer til den person, de er, og lever som, siger hun.

Michala Fog Hansens barn har siden tre-års-alderen gået rundt på Djursland og følt sig - og fremstået som - en pige. Men personnummeret slutter på et ulige tal, og viser altså, at hendes barn genetisk er en dreng.

Hun mener, det vil gøre en forskel, hvis cpr-nummeret bliver ændret.

- Det løser jo mange problemer. For hver gang, man er ved lægen, tandlægen og alle de andre steder, man skal oplyse nummeret, indikerer det noget andet end det, man ser, når man kigger på barnet, siger hun til DR P4 Østjylland.

Det juridiske kønsskifte er et ud af 42 forslag, der skal forbedre forholdende på LGBTI-området, der dækker over homoseksuelle, biseksuelle, transkønnede og interkønnede.

Homoseksuelle ægteskaber siden 1989

Statsminister Lars Løkke Rasmussen henviste ved handlingsplanens fremlæggelse på Regnbuepladsen i København tidligere onsdag til, at Danmark i 1989 var første land i verden, som tillod homoseksuelle at blive gift.

- Siden har Danmark på mange måder været ét af foregangslandene for homoseksuelle og transkønnedes rettigheder og muligheder, og det skal vi kollektivt være stolte af, men vi kan jo ikke hvile på laurbærrene. Det forpligter også, og vi er ikke i mål, lød det fra statsministeren.

Regeringspartnerne hos De konservative har allerede erklæret sig uenige i, at børn bør have ret til at skifte køn juridisk. Men ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) er optimist:

- Der er noget inspiration at hente fra Norge, men når vi har undersøgt det, tager regeringen stilling, siger hun.

I alt 13 ministre er involveret i handlingsplanen med de 42 initiativer. Det er første gang, en dansk regering lancerer en handlingsplan på området.

Der er afsat 25 millioner kroner til at finansiere 15 af initiativerne i planen. Pengene kommer fra satspuljen 2018.

De øvrige initiativer finansieres inden for ministeriernes rammer.