Mor og natteravn i Ry: Vi venter alle i spænding på forklaring af benzinoverfald

I dag får offentligheden for første gang en forklaring fra de anklagede drenge i sagen om benzinoverfaldet i Ry.

Fire drenge er tiltalt for grov vold under særdeles skærpende omstændigheder, oplyser Sydøstjyllands Politi, mens sigtelsen om forsøg på manddrab er blevet frafaldet.

I dag håber mange borgere i Ry at få en forklaring på, hvordan det kunne gå så galt, at fire drenge ifølge anklageren kastede to flasker brændende benzin mod en 16-årig dreng.

Det fortæller Katja Hillers, der er talsperson for Natteravnene i Ry og selv har en datter i 9. klasse på Mølleskolen, hvor drengene kommer fra.

- Lige nu venter vi alle i spænding på at få at vide, hvad der er foregået, og hvad det får af konsekvenser for de fire drenge, siger hun.

De fire drenge nægter sig alle skyldige, og i dag bliver det første gang, at offentligheden får lov at høre deres forklaring på, hvad der skete 6. februar ved idrætshallen i Ry.

Ifølge anklageren kastede de fire drenge to flasker med brændende benzin mod den 16-årige dreng, og den ene ramte ham.

Han fik forbrændinger på 30 procent af kroppen, og for borgerne i Ry har sagen været en brat opvågning.

Inden episoden manglede Natteravnene forældre til at gå rundt i Ry om aftenen, men siden har 80 forældre meldt sig, og det er vigtigt, at forældrene gør noget, også efter dommen er faldet 1. maj, mener Katja Hillers.

- Der skal arbejdes på at skabe et trygt miljø for alle børn på Mølleskolen. Der ligger et stort arbejde i at ændre på nogle af de ting, som har været med til at skabe ekstra konflikter eller en træls kultur mellem de unge mennesker, siger hun.

Det 16-årige offer er udskrevet og skal vidne i sagen i dag.

Facebook
Twitter