Børns motorik er alt for dårlig.
Sådan lyder advarslen fra en motorikkonsulent, der i flere år har undersøgt knap 500 børn og opdaget, at cirka halvdelen er understimulerede og har balanceproblemer.
Motorikkonsulent Anne Brodersen, der står bag undersøgelsen, mener, at vi glemmer at værdsætte børnenes leg og i stedet fremskynder deres indlæring. Det er nemlig, når de leger, at de bliver stimuleret motorisk.
- Børns leg er vigtigere end læring de første seks år, og der er vi for tiden meget ude i, at børn skal lære noget så tidligt som muligt, siger hun.
Det er altafgørende at ændre den holdning, mener hun.
- Når vi finder så stort et tal, er der noget, vi gør forkert. Det er ikke gjort ved bare at købe et nyt legeredskab. Det er hele holdningen, der skal ændres.
Ifølge Hanne Busk Poulsen, der er pædagog og motorikvejleder på en integreret institution i Mårslet, skal en del af årsagen også findes i, at børns aktiviteter og leg i dag er flyttet til iPads og computerskærme.
- Det spiller en kæmpe rolle. Det tager for meget tid – og det har de faktisk ikke tid til, der er så meget andet, de skal nå, siger hun.