MRSA-ramte grise bliver raske i den friske luft

De foreløbige resultater af en undersøgelse tyder på, at MRSA-inficerede svin bliver fri fra bakterien, når den forlader den støvede stald.

Frisk luft og færre legekammerater per kvadratmeter kan være nye våben i kampen mod MRSA. (Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

Slipper du en gris med MRSA fra et konventionelt landbrug ud i en økologisk svinesti, er grisen fri for bakterien i løbet af tre uger.

Det viser de første spæde resultater fra en ny undersøgelse, som Fødevarestyrelsen har sat i værk.

Noget tyder nemlig på, at MRSA-bakterien er bundet op på støvpartikler og lignende, som findes i store mængder i konventionelle stalde, forklarer Stig Mellergaard, der er souschef i kontor for dyresundhed i Fødevarestyrelsen.

- Når grisene kommer ud i den friske luft under økologiske forhold, hvor der heller ikke er så mange dyr til stede, så er de ikke under det løbende infektionspres, og så renser de sig selv, siger han.

88 procent af de konventionelle bedrifter er ramt af MRSA, men den seneste screening af de økologiske bedrifter viser en forekomst på kun seks procent.

Fødevarestyrelsens undersøgelse peger i retning af, at dyrenes levevilkår har indflydelse på, om grisene får bakterien.

Hos landbrugets rådgivningscenter SEGES ved Aarhus vil sektordirektør for svineproduktion Christian Fink Hansen ikke afvise, at konventionelle bønder kan gøre mere for at begrænse støvet i staldene.

- For eksempel vådfoder har mindre støv end tørt foder, så vi vil bruge de her resultater til at undersøge, om hvis vi med kendte virkemidler kan reducere støv, bliver der så bliver mindre MRSA i de besætninger, siger han.

Alligevel mener han ikke, at mindre støv i staldene vil komme de massive problemer med MRSA til livs.

- Man kan aldrig fjerne støv helt fra traditionelle svinestalde, så jeg tror ikke, at det er så simpelt, at man bare kan reducere støvmængden desværre, siger Christian Fink Hansen.

Men indtil videre skal landmanden, skoleklassen og naboen ikke frygte den udbredte bakterie, siger professor på klinisk mikrobiologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital Svend Ellermann-Eriksen.

Langt de fleste af dem, der har været i stalden og passe grise, smider nemlig bakterien i løbet af ret kort tid.

- Bare nogle timer efter, de forlader stalden, vil en stor del ikke have bakterien længere. Selv dem, der har tæt kontakt med folk, der arbejder i stalden, vil i en meget stor del af tilfældene ikke være smittede eller have MRSA i næsen, siger han.