Museumsdirektør med holdning: Jeg er ikke politiker, men jeg er menneskelig

PORTRÆT: ARoS-direktør Erlend Høyersten mener, at kunsten er vigtigere end nogensinde

- Vi lever i et meget polariseret samfund, hvor der i stigende grad er behov for dialog, siger Erland Høyersten, der mener, kunsten kan hjælpe dialogen på vej. (Foto: Emma Lichscheidt © Dr Østjylland)

På toppen af Aarhus – øverst oppe på en bakke i hjertet af byen– tårner kunstmuseet ARoS op. Den høje, firkantede bygning rejser sig majestætisk i bybilledet med sin farvestrålende regnbue, der rækker over byens hustage.

Oppe fra kontoret på øverste etage har museumsdirektør Erlend Høyersten en udsigt over byen.

- Jeg plejer at sige, at ARoS er det eneste bjerg i Jylland, siger han kækt og klukker.

Men ARoS skal også være et bjerg i overført forstand, har han før udtalt.

En udtalelse, han mener, er mere og mere aktuel – ikke mindst i forbindelse med flygtningedebatten, som tidligere på ugen fik den kinesiske kunstner Ai Weiwei til at trække sit værk ud af ARoS i protest.

- Sidder man nede i dalen, er det begrænset, hvad man ser. Oppe fra bjerget, kan man se længere og se tingene på nye måder.

Fra passiv til aktiv

Det er nu to år siden, den 43-årige norske Erlend Høyersten tog sine første skridt op ad den lange hvide trappe op til den røde bygning. De første nervøse skridt som ny direktør for kunstmuseet ARoS.

- Jeg havde ondt i maven. Jeg havde følelsen af, at jeg vidste, jeg kunne klare det, men jeg vidste ikke hvordan.

De brune krøller sidder som dengang for to år siden, de er dog blevet lidt længere. Det drilske smil og viljen i blikket er også om ikke andet blevet større.

Den 1. januar 2014 afløste Erlend Høyersten Jens Erik Sørensen som direktør for kunstmuseet. (Foto: Lise Thorsøe Jacobsen © DR ØStjylland)

- Jeg var meget ensom, da jeg først kom til Aarhus, og jeg kedede mig. Men kedsomhed er et godt udgangspunkt til at tænke og udvikle idéer, fortæller han.

Og det har han gjort. Udstillinger fra hele verden og publikumsrekorder på stribe. Høyersten gik fra passiv til aktiv – den samme vision har han for sit museum.

- Det, jeg er mest stolt af i min tid som direktør, er, at vi ikke tænker hvad og hvordan. Vi tænker hvorfor. Hvad er det, vi vil med kunsten?

For Høyersten vil noget med kunsten. Han vil nedbryde fordomme og skabe forståelse mellem mennesker og forskellige kulturer.

- Vi er som mennesker af natur fordomsfulde, men hvis vi kan hjælpe folk med at forstå, hvorfor man er fordomsfuld, kan vi være med til at bidrage til verden derude.

Inden Erlend Høyersten blev direktør på ARoS var han direktør for Kunstmuseerne i Bergen. (© ARoS)

Kunsten er ikke sort eller hvid

Høyersten læner sig tilbage i sin mørke lænestol på kontoret. Her er prydet med kunst på hylder og vægge. Der er kaffe på kanden, og snus i dåsen.

Skjorten er blå med hvide tern, men på Høyerstens venstre hånd skinner en sølvring formet som et dødningehoved. På den højre er der en magen til. Man skal turde skille sig ud.

- I de nordiske lande har vi en høj grad af konformitet. Vi ligner hinanden, og vi lader os styre mere af frygten for at skille os ud end ønsket om at handle og gøre noget vigtigt. Vi vil være et vigtigt kunstmuseum.

Han har siddet i konference med Kina her til formiddag, i kølvandet på Ai Weiweis protest mod de danske asylstramninger.

- Europa har brug for en større forståelse for forskellige kulturer. Vi lever i et meget polariseret samfund, hvor der i stigende grad er behov for dialog, siger han og ser pludselig helt alvorlig ud.

Bliver du ikke politisk nu?

- What? Det er ikke det, det handler om. Det handler om at vise respekt og være menneskelig, siger han og læner sig frem i stolen.

Der skal være plads til forskellighed og forskellige meninger, mener han. Her kommer kunsten ind i billedet.

- I kunst er det ikke sort eller hvidt, der er ikke to røde streger under facit. Kunst forudsætter dialog.

Kinesiske Ai Weiwei var så utilfreds med de danske asylstramninger, at han onsdag valgte at trække sit 12 meter lange kunstværk 'Yu Yi' ud af ARoS.

Kunsten skal tages til The Next Level

Høyersten har en ambition om at ARoS skal blive en af verdens 20 mest markante kunstmuseer. I 2017 vil han have taget ambitionen til det næste niveau.

Projekt ’The Next Level’ indebærer en udbygning under jorden med et 14.000 kvadratmeter stort galleri, hvor folk skal have forskellige sanseindtryk og bruge sig selv i kunsten.

I en verden, hvor det strømmer ind med informationer alle steder fra, er det nemlig vigtigt, at vi selv bliver bedre til at være kritiske og fortolke, siger han.

- Vi vil være et sted, hvor man lærer at forholde sig til ny information. Et rum, hvor der er plads til forskellige relationer og forskellige former for kulturer, så vi skaber et kritisk og reflekterende publikum.

Og så er vi tilbage ved ambitionen om at være et synligt og markant bjerg.

- Vi kan altid blive højere og mere synlige, siger han.

Hans ansigt former sig i et bredt smil.

- Men vi kommer heller aldrig til at gå ned af bjerget igen.

For når han går ud af døren og forlader bygningen på toppen af Aarhus i dag, vil han gå med stolte skridt.

Olafur Eliassons ikoniske regnbue på toppen af ARoS. (Foto: Ole Hein Pedersen © ARoS)

Blå bog

  • Født den 17. oktober 1972 i Bergen

  • Gift med Birthe Høyersten, som han har datteren Anna på 17 med

  • Uddannet i kunsthistorie

  • Har tidligere arbejdet blandt andet som direktør for Kunstmuseene i Bergen

  • 1.januar 2014 tiltrådte han stillingen som direktør på ARoS

  • Indtil videre ansat i fem år som direktør på ARoS med mulighed for forlængelse i yderlige tre år

FacebookTwitter