Myndigheder hænger i bremsen når det gælder digitalisering

Myndighederne vil gerne have, at vi kommunikerer med dem digitalt, men en sag fra Skanderborg viser, at Arbejdsskadestyrelsen ikke selv har gennemført digitaliseringen.

Myndighederne kan ikke selv leve op til de krav, som de stiller til borgerne, når det gælder om at al kommunikation skal foregå digitalt. Det viser en sag fra Skanderborg. (Foto: Ulrik Bang- DR Syd)

Om få måneder skal de fleste danskere have en digital postkasse, så de kan modtage post fra myndighederne.

Til gengæld er det ikke sikkert, at de kan sende post digitalt den anden vej.

Det kommer bag på Kurt Rønne fra Skanderborg, der er formand for seniorrådet i Skanderborg.

Fik skemaet retur fra myndighederne

Han har forsøgt at hjælpe en anden ældre medborger med at udfylde et skema fra Arbejdsskadestyrelsen.

Skemaet fik han elektronisk fra styrelsen, men han måtte opgive at udfylde det og sende det tilbage elektronisk.

- Jeg troede faktisk, det var mig, der ikke kunne finde ud af det, og derfor brugte jeg en dag på, om det kunne lade sig gøre. Det kunne det ikke, siger han.

Kræver mere udstyr

Kurt Rønne kontaktede Arbejdsskadestyrelsens IT-support, og her fik han en anden mulighed.

- Så skulle man printe det ud, udfylde det i hånden og sende den retur med post, siger han.

Kurt Rønne peger på, at det betyder, at for eksempel ældre mennesker skal have mere udstyr end bare en computer.

- Det kræver, at man har en printer og eventuelt også en scanner. Det er ikke alle, der lige kan bruge en scanner.

Det burde være sådan, at man kan udfylde det på nettet og sende det retur, siger han.

Digitalisering går kun den ene vej

I Arbejdsskadestyrelsen bekræfter man, at man ikke kan modtage al post digitalt.

Styrelsen står ellers på Digitaliseringsstyrelsens lange liste over myndigheder, der kan modtage og besvare Digital Post fra borgere og virksomheder, men det betyder ikke, at de kan modtage al post digitalt.

Det betyder ikke, at de kan modtage al post digitalt, siger kontorchef Lone Berglykke fra Digitaliseringsstyrelsen.

- Det kan vi desværre ikke love fra første dag. Det er op til myndighederne selv, hvordan de vil foretage den her omlægning. Det vil være en omstillingsproces. forklarer hun.

Oldnordiske og besværlige myndigheder

I Skanderborg sidder Kurt Rønne og undrer sig.

- Når man nu arbejder så meget på, at vi alle sammen skal være digitaliserede, og man gør meget for at få ældre med på nettet, så synes jeg, at det her er for oldnordisk og besværligt, siger han.

Styrelsen beklager

IT-chef Peter Wiese fra Arbejdsskadestyrelsen forstår Kurt Rønnes frustration.

- Jeg vil gerne beklage, at der er en borger, som har haft en dårlig oplevelse med et skema. Men langt hovedparten af vores skemaer og blanketter kan godt udfyldes og returneres digitalt, siger han.

- Vi er opmærksomme på, at der stadig er enkelte blanketter, hvor det ikke kan lade sig gøre, men vi arbejder på, at det, siger Peter Wiese, der ikke kan sætte dato på, hvornår digitaliseringen er 100 procent gennemført.