Mystisk navneskift på Facebook-gruppe undrer brugere: 'Mange havde gavn af siden før'

Facebookgrupper for folk, der deler interesser, kan være guld værd for virksomheder, lyder det fra ekspert.

Facebookgruppen "Køb, salg og bytte i Århus (uden regler)" handlede pludselig om boligudlejning i Aarhus. (Foto: Torben Christensen /Scanpix © Bax Lindhardt)

En af de største køb- og salg-grupper i Østjylland med næsten 30.000 medlemmer blev for nyligt overtaget af en boligudlejningsside, og samtidig skiftede den pludselig karakter, lyder det fra nogle af dens brugere.

- Det var en gruppe førhen, hvor man kunne sælge sine ting til andre mennesker i Aarhus. Men den hed pludselig noget med ”boliger i Aarhus”. Fuldstændigt urelateret, siger Dennis Siggard Jacobsen fra Løgten, der før var medlem af Facebook-gruppen "Køb, salg og bytte i Århus (uden regler)".

Fra den ene dag til den anden skiftede gruppen altså navn og formål og kom i stedet til at handle om boligudlejning i Aarhus.

- Jeg ved, at der var rigtigt mange, der havde god gavn af den og postede stort set dagligt, siger han.

Den nye administrator er direktør er for en boligudlejningsside, og Thomas Bigum, der er ekspert i sociale medier ikke i tvivl om, at formålet er at bruge gruppen til markedsføring. Han forudser, at gruppen vil skifte fokus i flere faser.

- Først et navneskift, så et temaskifte – og så bliver der nok skruet op for den kommercielle interesse ved at dele decideret markedsføring eller synliggørelse af produkter, siger Thomas Bigum.

Det kommer vi til at se mere af i fremtiden, vurderer Thomas Bigum.

For Facebookgrupper kan være guld værd for virksomheder. Brugere som deler en bestemt interesse eller bor i samme by er nemlig også potentielle kunder.

- Derfor køber virksomheder rettigheder til grupperne for at kunne annoncere direkte til målgruppen, fortæller Thomas Bigum.

Anna Henningsdottir blev smidt ud af gruppen umiddelbart efter, fordi hun skrev i gruppen og satte spørgsmålstegn ved administratorens intentioner, som hun ikke selv er tvivl om.

- Hvis man er i en branche, der udlejer lejligheder, så er det dejligt nemt at få sine ting ud til 28.000 mennesker, siger hun.

Svært at bygge en side op fra bunden

Salg af facebookgrupper er ikke et helt nyt fænomen - men det er noget vi kommer til at se mere af, vurderer Thomas Bigum:

- Det er sværere at bygge en Facebookgruppe eller side op fra bunden. Derfor er vi trådt ind i en anden fase, hvor man køber sig til at købe godt i gang. Og det tror jeg, at den her sag handler meget om.

Den nye administrator af gruppen bestyrer også flere andre boliggrupper på Facebook, både danske og udenlandske.

Han er desuden direktør for en boligudlejningsside. Vi har været i dialog med ham og har spurgt OM han har købt gruppen med henblik på at bruge den til markedsføring, men det har han ikke svaret på.

Facebook
Twitter