Når englestemmen går fløjten: Nyt tilbud skal redde kordrenges musikalske fremtid

I Aarhus Domkirke får drengekoret mulighed for gå i dirigentskole, når stemmen går i overgang.

Erik Buchreitz på 15 år (tv.) har allerede dirigeret sin første koncert i Aarhus Domkirke. (Foto: Flemming Nielsen © DR Østjylland)

15-årige Erik Buchreitz fra Aarhus Domkirkes drengekor deler samme skæbne som mange andre dygtige drengesangere, hvis stemmer går i overgang.

Derfor har korleder og domkantor i Aarhus Domkirke Carsten Seyer-Hansen startet en dirigentskole.

Den skal give de store drenge en ny mulighed for at holde musikaliteten ved lige, når sopranstemmerne går tabt.

- Det er et kæmpe tab at imødegå. For mange drenge betyder det, at man mister lysten eller motivationen til at lave musik, og det er ærgerligt, når nu man er kommet så godt i gang, og allerede er en fin musiker.

- Det her dirigentprojekt skal give dem chancen for at gå over i en ny fase, siger korlederen.

For Erik Buchreitz har dirigentskolen været det helt rigtige skridt.

- Det lød virkelig fedt at kunne få lov til at dirigere. Man har altid set op til det, og set den der magi i at stå og styre et kor, og det synes jeg er virkelig fedt at prøve, siger han.

I alt 25 drenge og piger fra Aarhus og Herning er med i dirigentskolen.