Naboer til giftgrund: Forureningen skal fjernes

Naboerne til en grund i Brabrand frygter, at der bliver bygget nyt, inden forurening fjernes.

Jim Arildskov og Erik Wædeled bor begge tæt på grunden i Brabrand, hvor der er planer om et 2.200 kvadratmeter nybyggeri. (© Dr Østjylland)

Det kan give bekymringer at bo ved siden af en forurenet grund. Det gør det i hvert fald for naboerne til en grund i Brabrand vest for Aarhus, hvor virksomheden Collstrop imprægnerede træ.

Jorden blev forurenet kraftigt med tungmetaller som arsen og chrom, men den blev ikke renset, da Collstrop forlod den.

Der er hegn rundt om grunden, så man ikke går derind, men det beroliger ikke naboerne tilstrækkeligt. De frygter nemlig, at forureningen siver ned i blandt andet grundvandet.

- Jeg synes den forurening, der er, skal fjernes, for den bliver jo ved med at sive ned gennem systemerne, lyder det fra en af naboerne, Erik Wædeled.

På jorden vil ejeren Boax Ejendomme bygge en lager- og logistikbygning på 2.200 kvadratmeter. Aarhus Kommune har dog endnu ikke givet grønt lys for byggeriet.

Grunden er en af 13 grunde i blandt andet Stevnstrup, Randers og Horsens, der ikke er blevet renset, da Collstrop forlod dem. Men i Brabrand håber de, at jorden bliver renset hurtigst muligt, og inden der bliver bygget nyt.

- De siger jo, at forureningen holder en meter før min grund, men det er jo aldrig til at vide. Selvfølgelig skal der ryddes op til de fremtidige generationer, lyder det fra Jim Arildskov, der er en af de andre naboer.

Facebook
Twitter