Nethandel er en gevinst for lokale butikker

Lokale butikker sælger kioskvarer og mad, når pakkekender henter deres pakke i den lokale butik med postservice.

Pakkeservice skaber ekstra handel i nærbutikkerne rundt omkring i landet. (© Colourbox)

Der bliver nethandlet som aldrig før, og det kan mærkes hos Post Danmark. De seneste to måneder er der på landsplan åbnet 150 nye posthuse, så der i dag er 950 lokale posthuse på landsplan.

Et af dem er åbnet hos Dagli'Brugsen i Voel ved Silkeborg, og her er der kommet flere kunder i butikken efter det nye tiltag.

- Det er helt klart en gevinst for os, fortæller Peter Eckhoff, der er brugsuddeler i Dagli'Brugsen i Voel.

Det er fire uger siden, at kunderne for første gang kunne hente deres pakker i den lokale brugs.

- Lige pludselig ser vi nogle mennesker, vi ikke har set i butikken før, siger Peter Eckhoff.

Nethandelen eksploderer

Der er brug for de mange lokale posthuse, siger kommunikationschef hos Post Danmark Morten O. Nielsen.

- Vi kan se, at nethandelen eksploderer. Der er aldrig tidligere blevet handlet så meget på nettet før. Det betyder, at der aldrig før har været så stort et behov for at få udleveret pakker som nu. Når vi åbner posthuse, gør vi det i samarbejde med lokale erhvervsdrivende. På den måde er vi faktisk med til - på trods af nethandel - at holde den lokale detailhandel i live ved at skabe trafik i de enkelte butikker, siger han.

Og det kan de også mærke i Voel, lyder det fra brugsuddeler Peter Eckhoff.

- Vi kan se, at cirka to tredjedele af de kunder, der kommer og henter pakker også vælger at handle i butikken. Når folk kører hjem fra arbejde, har de lige fået en sms, der fortæller, at deres pakke er kommet. Så kan de køre ned og hente den og samtidig klare eftermiddagsindkøbet, siger han.

Postservice giver stor kundestrøm

7-Eleven kan også mærke en øget omsætning i butikker med pakkeshop. Det fortæller indkøbschef hos 7-Eleven Morten Vedel.

- Det giver en rigtig stor kundestrøm, at vi også har pakkeservice, siger han.

I Østjylland har kioskkæden lige nu 17 butikker. Ti af dem har pakkeservice for pakkefirmaet GLS, og her ryger andre varer også med over disken, når pakken skal hentes.

- Det er kaffe, mad, sodavand og cigaretter, der typisk bliver købt af kunder, der henter pakker, fortæller Morten Vedel.

Og der bliver omdelt masser af pakker særligt i Aarhus. fortæller indkøbschefen.

- De jyske kunder er meget attraktive og pakkeshopvenlige, siger Morten Vedel.

Hvor mange penge, det giver mere i kassen, vil indkøbschefen ikke ud med.

- Men det er en god forretning for os, siger han.

 

Facebook
Twitter