Nicolai lukker sin Samsø-brugs om søndagen og vil have ti år gammel regel genindført

Det burde kunne lade sig gøre at holde lukket om søndagen på landsplan, siger uddeler. R-politiker er positiv.

Fra 1. januar 2023 og foreløbig tre måneder frem vil Dagli'Brugsen i Mårup på Samsø være lukket om søndagen. Foto: Theis Lange

Nicolai Damsgaard har spurgt sig selv, hvilke varer han rent faktisk selv køber i de sene timer eller om søndagen:

- Det er hyggevarer, som groft sagt er unødvendige, siger han og viser rundt i sin lille Dagli’Brugs i Mårup på den nordlige del af Samsø.

I loftet har han pillet lysstofrør ud, mange kølere er fjernet, og den store ovn slukkes helt om morgenen.

- Fra 1. januar til nu ville elregningen typisk ligge på 100.000 kroner, men i år har den allerede rundet 200.000 kroner, siger Nicolai Damsgaard.

Han understreger flere gange, at butikken ikke er lukningstruet, men bestyrelsen har alligevel taget en ret så stor beslutning: Fra 1. januar 2023 og frem til foreløbig 26. marts er der lukket om søndagen.

- Jeg har haft en føler ude hos kunderne i de seneste måneder, så det er ikke en beslutning, der kommer ud af den blå luft. Jeg har fornemmet opbakning til det her, siger Nicolai Damsgaard.

Indtil 2012 havde butikker kun mulighed for at holde åbent to søndage om måneden fra klokken 10 til 17 - og løst fire søndage om året.

Opråb fra Gylling

For nogle uger siden luftede brugsuddeler Nils Krogstrup fra Gylling netop forslaget om at holde lukket om søndagen. Han sendte også et opråb til politikerne om at ændre lukkeloven, så det bliver ens for alle.

Nu har Nicolai Damsgaard så selv taget initiativ til at holde søndagslukket, men han mener også, at politikerne må på banen.

- Der er ikke gjort nok fra politisk side i forhold til at ændre lukkeloven. Det burde kunne lade sig gøre på landsplan at holde lukket om søndagen, selvom jeg godt ved, at det er svært at tage noget fra folk, som de har været vant til, siger han.

parkeringspladsen foran Dagli’Brugsen fylder Esben Harding Sørensen indkøbsvognen med tomme flasker. Han har haft et hus lige om hjørnet i mange år, men bor også i Horsens.

Esben Harding Sørensen har i flere år haft hus på Samsø. (Foto: © Theis Lange Olsen/DR Østjylland)

- Jeg har altid været imod, at der overhovedet var åbent om søndagen. Man lavede jo lukkeloven for at beskytte personalet, siger han og husker tilbage på barndom og ungdom, hvor der var lukket ’alle vegne’ om søndagen:

- Så når vi skulle have en kasse pilsnere, gik vi ad bagvejen eller fandt en tankstation ad helvede til langt væk, siger Esben Harding Sørensen, der godt kan være lidt bekymret for Dagli’Brugsen.

For 15 kilometer sydpå vil Netto og SuperBrugsen stadig være åbne hver søndag.

- Det er jo et problem. Det er i hvert fald ikke helt enkelt, siger Esben Harding Sørensen.

Inde i butikken bakker selvstændige Camilla Jensen fra Nordby helt op om at holde søndagslukket:

Camilla Jensen bakker fuldt op om søndagslukket. (Foto: © Theis Lange Olsen/DR Østjylland)

- Jeg synes, de skulle have gjort det noget før. Det kunne de have gjort efter efterårsferien. Jeg tror, at alle er indstillet på, at alle skal spare, siger hun.

Sparer lønudgifter og søndagstillæg

Så er der også de kunder, for hvem det slet ikke gør nogen forskel, at der fremover vil være lukket om søndagen i Dagli'Brugsen:

- Normalt har jeg aldrig handlet om søndagen, så det generer ikke mig overhovedet, siger pensionisten Robert Sørensen.

Charlotte Schouboe Deleuran er ansat i Dagli’Brugsen som butiksassistent. Hun arbejder lige nu hver tredje weekend, både lørdag og søndag, og ser frem til en fast fridag hver uge.

- Vi skal jo også støtte op om, at priserne stiger, så jeg synes, det er en meget fin ide, siger hun.

Charlotte Schouboe Deleuran arbejder fuld tid i Dagli'Brugsen i Mårup. (Foto: © Theis Lange Olsen/DR Østjylland)

Nicolai Damsgaard lægger ikke skjul på, at søndagslukket vil spare ham lønudgifter og søndagstillæg til medarbejderne.

- Det er svært at sætte konkrete tal på lige nu. Men medarbejderne skal stadig have løn, for de får bare deres timer i løbet af ugen, siger han.

Tager du ikke noget fleksibilitet ud af samfundet ved at holde søndagslukket?

- Jo, vi kommer til at pille ved folks indkøbsvaner. Men i bund og grund handler det om planlægning, siger Nicolai Damsgaard.

Og hvad hvis vi snart er ude af energi- og inflationskrise, vil folk så ikke gerne bare handle om søndagen igen?

- Det kan godt være. Jeg ser dog ikke, at vi er ude af en krise lige foreløbig. Og hvorfor skulle vi gå tilbage, hvis det viser sig, at kunderne finder ud af det her i 2023? Så kan vi sagtens fortsætte, siger han.

Radikal åbning

Christiansborg tegner der sig ikke umiddelbart et flertal for at stramme lukkeloven, men der er små sprækker rundt omkring.

Den tidligere minister og nyvalgte folketingspolitiker Christian Friis Bach erklærer sig trods sit liberale ophav åben for at se lukkeloven igennem.

Christian Friis Bach (R) ser mange fordele ved søndagslukket. (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

- Da jeg blev præsenteret for forslaget, sagde jeg også umiddelbart nej, for jeg er et liberalt menneske. Men man må bare sige, at vi har presset vores samfund mere og mere. Det gælder arbejdskraft, energi og ikke mindst når det gælder trivsel, siger han.

Så det er radikal politik at stramme lukkeloven?

- Jeg er lige kommet i Folketinget, og vi har ikke drøftet det på et gruppemøde. Men jeg vil tage det med ind til bordet, og jeg håber også, vi kan få en dialog i Folketinget, siger Christian Friis Bach.

Han foreslår i første omgang at genindføre søndagslukket for store butikker over 100 kvadratmeter.

I vores naboland Tyskland er der fortsat lukket om søndagen i dagligvarehandlen.