Niels Franks søster blev skudt af sin eksmand: Nu ser han mønstre, der fører til partnerdrab

Partnerdrab er den hyppigste årsag til, at kvinder bliver slået ihjel i Danmark. I denne uge skete det igen.

Niels Frank (til venstre), cirka 15 år gammel. Fotograferet med sin søster Elin Frank Just. Lørdag den 2. september udgiver han en bog, der handler om drabet på hans søster og om at være pårørende til en partnerdræbt kvinde. (Foto: (privatfoto))

- Jeg kan høre, han græder. Han fortæller mig "Niels, han har skudt hende".

Det skulle vise sig at blive et skæbnesvangert opkald, da Niels Franks telefon ringede den 27. marts sidste år.

Niels Franks nevø fortalte ham, at hans 62-årige søster, Elin Frank Just, var blevet skudt i ryggen af sin eksmand i Horsens.

Endnu et partnerdrab på en kvinde

Onsdag i denne uge skete det igen. En kvinde og mand blev fundet dræbt ved Skanderborg.

Kvindens eksmand blev fundet død i en skov i nærheden, og politiet mener, at han først dræbte parret og derefter begik selvmord.

Det er drab nummer otte i år på en kvinde, begået af en partner eller tidligere partner.

Partnerdrab er faktisk den hyppigste årsag til, at kvinder bliver slået ihjel. I gennemsnit bliver 12 kvinder slået ihjel af deres partner om året.

En af de kvinder var Elin Frank Just.

Hendes bror, forfatteren Niels Frank, har skrevet en bog med titlen 'Fanden tage dig', som udkommer den 2. september og handler om drabet på hans søster og om at være pårørende til en partnerdræbt kvinde.

Elin Frank Just spiser indflytterpizza i det nye rækkehus, hvor hun nåede at bo i den sidste måned af sit liv. Af frygt for eksmanden flyttede hun meget rundt efter bruddet og var blandt andet på et krisecenter i Horsens. (Foto: (privatfoto))

Slået ihjel foran familie og venner

Den lørdag morgen, da Niels Franks telefon ringede, var det knap tre måneder siden, hans søster Elin havde forladt eksmanden efter 30 års ægteskab.

Sammen med en gruppe venner og familiemedlemmer var hun mødt op i indkørslen til sit tidligere hjem for at hente sine ting. Eksmanden skød og dræbte hende på klos hold med et oversavet jagtgevær.

Niels Frank begyndte at tage noter i tiden op til drabet på Elin. For allerede flere måneder inden drabet var søsteren på flugt fra sin eksmand.

- Det går op for mig, at vi skal samle de trusler, han har delt ud til sine sønner, min søster og også til mig selv. Jeg tænkte, at vi blev nødt til at få skrevet de her ting ned for at anmelde det til politiet, siger Niels Frank.

Politiet laver en sagsmappe og arkiverer materialet. De tilbyder hende en peberspray og en overfaldsalarm, som hun ikke når at få.

Ifølge Niels Frank var der ingen hjælp at hente fra politiet, da situationen spidsede til nogle få minutter før drabet.

Han forklarer, at et familiemedlem ringede til politiet, fordi eksmanden ikke ville lukke gruppen af venner og familiemedlemmer ind, så Elin kunne hente sine ting.

- Men på alarmcentralen ville betjenten ikke sende en patruljevogn ud. Han (politimanden ved alarmcentralen, red.) vidste åbenbart ikke, at der lå en sag med trusler, siger Niels Frank.

Vicepolitiinspektør: Fælles indsats kan forhindre kvindedrab

Hos politiet har vicepolitiinspektør Søren Rye, der arbejder ved Københavns Vestegns Politi, undersøgt partnerdrab. I en afhandling fra 2019 konkluderer han, at der er en række fællestræk ved gerningsmanden i de her sager.

Han har gennemgået politirapporter om 77 partnerdrab begået fra 2007 til 2017 i Danmark.

Langt de fleste - 65 af drabene - blev begået af mænd mod kvinder og er ofte sket i forbindelse med et brud. Søren Rye fortæller, at man ofte kan tegne et ret præcist billede af gerningsmænd, der begår partnerdrab på kvinder:

- Han har tidligere truet nogen på livet, han har mentale problemer, og han har misbrugsproblemer. Og så har han en meget høj selvmordstendens, siger Søren Rye.

Samtidig viser Søren Ryes kortlægning af de 77 partnerdrab, at politiet "kun" havde været i kontakt med parret - for eksempel blevet tilkaldt pga. af vold i hjemmet - i en fjerdedel af drabene.

Derfor drømmer han om et tættere samarbejde mellem politi, kommune og sundhedsvæsen.

- Så kunne man lave en fælles risikovurdering og finde de her par noget tidligere, så man kunne forhindre det i at ske, siger han.

Kvindedrab er forudsigelige

Niels Frank genkender de mønstre, vicepolitiinspektøren har fundet i sin forskning. Nogle af de mønstre forsøger han at forstå i sin bog. For han tror på, at hvis han havde kendt bedre til mønstrene for partnerdrab, så kunne hans søster måske stadig have været i live.

I løbet af arbejdet med sin bog 'Fanden tage dig' begyndte Niels Frank at opdage mønstre blandt gerningsmænd, der begår partnerdrab. Både politiet og ligestillingsministeren mener, at drabene kan være forudsigelige. (Foto: Sara Galbiati © Gyldendal)

For eksempel ser det ud til, at de tre første måneder, efter at kvinden har forladt manden, er de farligste, fortæller Niels Frank, der henviser til en stor engelsk undersøgelse af partnerdrab.

- Det er der ingen, der fortæller os undervejs. Og min søster blev dræbt, to en halv måned efter hun var flygtet fra sin mand. Hvis nogen bare havde løftet den lille information ind i vores rum, så havde vi ikke forsøgt at gennemføre en bodeling efter to en halv måned.

Ligestillingsminister Trine Bramsen kom i juni med en handlingsplan mod partnerdrab og partnervold. Hun tror på, at mange partnerdrab som Elins kan undgås:

- Det er ikke mindst tragisk, fordi vi jo ved, at man med den rette forebyggelse rent faktisk kan undgå en stor del af partnerdrabene. Det er en af de mest forudsigelige drabsformer, siger minister for ligestilling, Trine Bramsen.

I tråd med vicepolitiinspektør Søren Rye lægger ministeren op til øget samarbejde mellem myndighederne. Blandt andet foreslår hun, at politiet skal kontakte kommunen, når de har været ude ved såkaldte husspetakler.

- Så kan de sociale myndigheder kontakte parret inden for en uge og tilbyde hjælp til både offer og gerningsmand, siger Trine Bramsen.

Ministeren forventer politisk opbakning til handlingsplanen ved de kommende finanslovsforhandlinger.