Niels-Henrik var blandt de første på genåbnet museum: ’Jeg har savnet det virkelig voldsomt’

Klokken ti åbnede kunstmuseet Aros igen for besøgende.

Niels-Henrik Buchtrup havde særligt glædet sig til at se en udstilling om mytologi. (Foto: Mathias Bonde)

Ikke siden 12. april har publikum kunnet træde op i Aros’ ikoniske regnbue for at skue ud over Aarhus i alle verdens farver.

Men i dag blev dørene igen åbnet på landets tredjestørste museum. Gæsterne stod ikke i kø, men de var der.

For flere havde svært ved at vente med at besigtige kunsten på ny. En af dem var Niels-Henrik Buchtrup, der havde taget turen fra Skive for at besøge museet på genåbningsdagen: en tur på omkring 100 kilometer.

- Jeg har glædet mig sindssygt meget! Jeg plejer at komme på besøg mellem tre og fem gange om måneden. Så jeg har savnet det virkelig voldsomt, siger han.

Anne Mette Pedersen bor tæt på Aros og besøger derfor ofte museet. (Foto: Mathias Bonde)

Også Anne Mette Pedersen var mødt op på Aros Allé fredag formiddag.

- Det er skønt! Jeg har ventet med længsel. Jeg bor lige rundt om hjørnet, så nu skulle jeg lige tilbage for at snuse lidt, inden jeg kommer tilbage på besøg i eftermiddag.

Ingen rundvisninger og ingen turister

Museets direktør, Erlend Høyersten, er naturligvis blandt de fremmødte. I morges kunne han igen finde nøglebundtet frem fra tasken, hvor de efter et par måneders fravær havde sneget sig helt ned i bunden.

En glædelig, men også anderledes dag for direktøren. For vilkårene for de besøgende er anderledes, end de var, da han låste døren i begyndelsen af april.

Blandt andet er rundvisninger ikke tilladt, mens direktøren også må undvære alle de udenlandske turister, der normalt udgør omkring 20 procent af de besøgende.

Erlend Høyersten har fundet det store smil frem. Aros-direktøren glæder sig meget over fredagens genåbning. (Foto: DR Nyheder)

- Selvfølgelig får det en direkte konsekvens, at der ikke kommer turister. Udenlandske turister bruger nemlig flere penge end danskerne. Alligevel håber jeg, at coronakrisen kan få den betydning, at danskerne i stedet kommer til at rejse rundt for at opleve deres eget land, siger han og fortsætter:

- Det betyder rigtig meget, at vi kan genåbne. Ikke bare Aros, men kulturen i det hele taget. Det betyder så meget for så mange danskere, at vi kan bringe lidt normalitet tilbage i samfundet. For kulturen er det, der binder os mennesker sammen, siger han.

Det er gæsterne enige i. Niels-Henrik Buchtrup har blandt andet brugt den museumsløse coronatid på at læse alle Vincent van Goghs brevudvekslinger med broren Theo van Gogh, mens han også har hørt en tysk podcast på 32 afsnit om Beethovens klaversonater.

Derfor er tiden gået, men det er alligevel ikke det samme som en tur op i regnbuen, siger han.

- Nu glæder jeg mig bare til at komme på museum, slår han fast.