Tema Søgning til videregående uddannelser

Nikoline satsede alt på drømmestudiet: Det var fandeme heldigt!

20-årige Nikoline Poulsen har valgt uddannelse efter interesse og ikke arbejdsløshedsstatistikker.

Spændingen var stor, da 20-årige Nikoline Poulsen fra Odense sammen med sin kæreste Gustav her til morgen åbnede sin computer for at se, om hun var kommet igennem nåleøjet til sit drømmestudie.

Begge sad de intenst i total stilhed og kiggede på skærmen for at se, om hun var kommet ind på Æstetik og Kultur på Aarhus Universitet.

- Ja! udbryder Nikoline, da det går op for hende, at svaret er det, hun havde drømt om.

- Der står: Tilbudt plads, ja. Studiestart 1. september 2017. Det var fandeme heldigt! Jeg er meget glad nu, for jeg var meget nervøs, siger hun med et stort smil.

Nikoline Poulsen er ligesom godt 65.000 andre ansøgere i dag blevet tilbudt en studieplads på en videregående uddannelse.

Hendes nye studie, Æstetik og Kultur, ligger med et adgangskrav på 9,8 i den høje ende, når det gælder karakterkrav. Med et gennemsnit på 10,4, så var Nikoline Poulsen dog rimelig sikker på at komme ind. Derfor havde hun også satset hele butikken på, at drømmen gik i opfyldelse.

- Det er det eneste, jeg har søgt, så det er det, jeg rigtig gerne vil. Jeg ved heller ikke lige, hvad jeg havde gjort, hvis jeg ikke var kommet ind. Nu er vi jo flyttet til Aarhus, siger fynboen og tilføjer:

- Jeg ved ikke rigtig så meget andet, end det jeg har læst på universitets hjemmeside. Min opfattelse af det er, at det er en meget danskfaglig linje, hvor der er noget filosofi, kulturhistorie og så måske lidt litteraturvidenskab.

De seneste år har der fra flere sider været fokus på at få de unge til at søge ind på uddannelser, der retter sig mod brancher, som mangler arbejdskraft. Eksempelvis har ingeniør- og it-uddannelserne været i høj kurs hos erhvervslivet.

Nikoline Poulsen ved skam også godt, at hendes studievalg måske ikke lige er det, som erhvervslivet råber på.

- Jeg synes bare, at det lyder rigtig spændende, og jeg har faktisk ikke rigtig valgt det, fordi jeg har et bestemt job, som jeg vil bruge min uddannelse til, fortæller hun.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at uddannelsen åbner op for en masse, jeg tror bare, at man skal være lidt mere kreativ i sin tilgang og måske selv tænke lidt ud af boksen, fordi det ikke er et studie, der peger i en bestemt retning, siger hun.

I modsætning til Nikoline Poulsen, så har cirka 25.000 ansøgere fået et afslag. Der er dog stadig ledige pladser på en række uddannelser. Dem kan du finde her.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.