Norske turister slår gækken løs i Danmark

Legoland, Givskud Zoo, Lalandia og Djurs Sommerland. Og så er der jo kysterne - alt sammen på en ferie. Nordmænd lægger milliarder af kroner i Danmark.

Legoland ved Billund er en af de forlystelser, der nyder godt af, at de norske turister er ved muffen. (Foto: Jakob Jørgensen- Esbjerg © (c) DR)

Nordmændene er vilde med at tage på ferie i Danmark, og de seneste fem år er antallet af norske turister steget.

Et af de steder, som de besøger, er Saksild Strand Camping ved Odder.

Her er Ove Johannesen en af de norske turister, der har været i Danmark flere gange.

Ingen smalle steder

Han og familien kommer på grund af strandene, kysterne og forlystelserne, fortæller han.

- Jeg trives godt i Danmark. Vi tager samme runde som sidste gang, nemlig: Legoland og Givskud Zoo, og måske skal vi også til Lalandia og Djurs Sommerland. Vi har en stor plan, siger han.

I 2010 havde nordmændene 2,2 millioner overnatninger i Danmark. Sidste år var tallet 2,5 millioner.

Spørger ikke til prisen

Ejer af Saksild Strand Camping, Thorkild Herold Jensen, er glad for udviklingen.

- Det giver jo en god belægning og en god indtjening. Nordmændene spørger sjældent til prisen – de betaler bare, siger han.

Og billedet af de velbeslåede nordmænd går igen over hele landet, fortæller Flemming Bruhn, der er direktør i VisitDenmark.

- Nordmænd bruger faktisk flere penge end de fleste andre turister i Danmark. De bruger i gennemsnit cirka 1.000 kroner pr. døgn, siger han.

Sidste år brugte norske turister 5,8 milliarder kroner i Danmark.