Nu kan du booke en "Besse" til småopgaver i hjemmet

Aarhusianske bedsteforældre løser opgaver, der er for små for håndværkere.

Lars Pedersen er 68 år, pensionist og Besse. Han bruger gerne lidt tid på at hjælpe som handymand, når opgaverne er for små for tømreren. (Foto: Dr Østjylland)

Drypper vandhanen, binder terrassedøren eller har du brug for en hånd til at hænge lamper op eller flytte møbler?

Så kan du nu få hjælp af en "Besse" - en pensionist, der har hænderne ordentligt skruet på og tid til at klare de opgaver, som er for små for håndværkerne.

BesseKompagniet hedder det nye aarhusianske firma, som mobiliserer pensionister til at lave alle små håndværkeropgaver for private for 295 kroner i timen. Foreløbig kun i Aarhus og omegn.

Lars Pedersen er 68 år og netop sprunget ud som Besse. Han gik på pension fra sit job som skolelærer for fem år siden, men nu skulle der ske noget nyt.

- Da jeg holdt op med at arbejde, begyndte jeg at savne de fællesskaber, man får, når man er ude og arbejde, siger han.

- Vi kan tage nogle opgaver, som håndværkerne ikke gider lave, fordi de har for travlt. Vi kan ordne småting som at sætte et rullegardin op, male en væg eller ordne en vask, fortæller han.

Stifter af BesseKompagniet, Claus Johannesson (tv.) er med Besse Lars Pedersen ude på én af de første opgaver. Både for at hjælpe til og for at sikre, at hans Besse-medarbejdere passer til de opgaver, de får. (Foto: Dr Østjylland)

Kommer som aftalt

I dag hjælper Lars Pedersen Anne-Grethe Borghelt med at få malet en væg i dagligstuen. Hun er glad for at få besøg af en Besse.

- Det er hyggeligt. Det er mere personligt, når de kommer i ens hjem, mens man selv er her. Udover det faglige har vi mulighed for at tale lidt sammen om private ting som for eksempel livet som pensionist, siger hun.

Særligt tid og fleksibilitet synes Anne-Grethe Borghelt er nemmere med en Besse i forhold til en klassisk håndværker.

- Det er nemmere at aftale en tid og være sikker på, at de kommer, når man har aftalt, siger hun.

Inspireret af Sverige

Claus Johannesson stiftede BesseKompagniet efter inspiration fra Sverige, hvor en pensioneret ven selv var tilknyttet et lignende firma. I dag har firmaet omkring 20 pensionister tilknyttet.

Det kræver ikke nødvendigvis en bestemt erhvervsbaggrund for at blive Besse, forklarer Claus Johannesson.

- Man skal bare være pensionist eller førtidspensionist og have lyst til at lave noget og til at komme ud og bruge det, man er god til, siger han.

Han har fået mange henvendelser fra folk, der ønsker en Besse til forskellige opgaver.

- Jeg tror, der er ved at ske en stor kulturændring omkring tilværelsen som pensionist. Mange kan se en fordel i at kunne vælge en opgave, når man har lyst, og passe den ind i de andre ting, man laver, siger Claus Johannesson.

Facebook
Twitter