Nu må du igen bruge fordøren i bussen, men det gør Jan og kollegerne utrygge

Passagerne hos det østjyske trafikselskab Midttrafik må igen bruge fordøren til at komme ind i bussen.

Jan Laursen kører bus i Randers. (Foto: Simon Heegaard Larsen)

Når Jan Laursen sidder forrest i den gule bybus i Randers, så har han den seneste tid kunnet sidde roligt. For passagerne er ikke gået forbi ham, når de skulle ind i bussen.

I stedet har de været henvist til bussens midterste dør. Men med virkning fra i dag har buschaufførerne fået besked på, at der igen er adgang for passagerne gennem fordøren i busserne.

Og det får bybuschaufførernes tillidsmand i Randers, Jan Laursen, til at frygte, at han er i markant større risiko for at få coronavirus.

- Jeg er meget utryg ved at skulle ud at køre i dag, siger han og fortsætter:

- Nu kommer kunderne tæt på os, og vi har ingen mulighed for at komme væk, hvis en af kunderne nyser eller hoster på os.

Samme frygt sidder også i Jan Laursens kolleger. Derfor har buschaufførerne udsendt en

pressemeddelelse
, hvor de forsøger at råbe Midttrafik op.

Her skriver de blandt andet, at en hurtig rundspørge blandt chaufførerne i Randers viser, at 90 procent er nervøse for at gå på arbejde med de nye

retningslinjer
.

Bekymringerne bliver der lyttet til fra buschaufførernes arbejdsgiver, Midttrafik. Det siger Michael Steinberg, der er firmaets pressetalsmand.

- Jeg kan sagtens forstå buschaufførernes bekymring, og de har gjort et fantastisk stykke arbejde under coronakrisen. Det er vigtigt, at de føler sig trygge, men det er også vigtigt for os, at vi følger myndighedernes ønske om at åbne den kollektive trafik mere.

Han henviser til, at busselskabet har valgt at åbne fordørene i busserne, fordi Transportministeriet har sagt god for det, ligesom de har været i dialog med 3F og brancheforeningen Dansk PersonTransport omkring det.

Kan være trygge

Buschaufførerne kan tage det helt roligt, mener Christian Wejse, der er afdelingslæge på afdelingen for infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital.

- Jeg er ikke specielt bekymret på chaufførernes vegne. Vi står et sted, hvor der er ret få smittede. Så derfor synes jeg fint, at der kan blive

lempet
lidt på restriktionerne, som situationen er lige nu, siger han.

Passager Joan Holleufer bakker op om chaufførernes ønske om plexiglas. (Foto: Simon Heegaard Larsen)

På rutebilstationen i Randers er bekymringen heller ikke så stor blandt en af de passagerer, der skal med bussen torsdag morgen.

Joan Holleufer tager bussen til Aarhus hver dag, og hun føler sig tryg ved at tage bussen. For hende har det derfor ikke den store betydning, at Midttrafik har ændret deres

retningslinjer
.

- Men vi kunne da godt fortsætte med at gå ind ad midterdøren for chaufførens skyld, siger hun.

Foreslår plexiglas

Et alternativ kunne være, at der blev sat plexiglas op foran buschaufførerne, mener Jan Laursen.

- Det kunne være rart, hvis der blev sat en eller anden form for afskærmning op foran os, som vi blandt andet også ser det i butikkerne.

Det er dog ikke en mulighed lige nu, siger Michael Steinberg. I stedet har Midttrafik et andet forslag.

- Chaufførerne kan bruge visir eller mundbind, når de holder ved stoppestederne, og passagererne skal ind i bussen. Vi undersøger fortsat, om det kan være en mulighed på sigt, siger han.

Herunder kan du høre, hvad Jan Laursen siger til Midttrafiks forslag om at bruge visir:

Men hverken det ene eller det andet burde være nødvendigt på nuværende tidspunkt, mener Christian Wejse.

- Smitterisikoen er så lav, at plexiglas ikke er noget, der behøver blive indfaset på nuværende tidspunkt, selvom vi efterhånden ser det i mange andre sammenhænge, siger han.

I første omgang ser det derfor ud til, at buschaufførerne selv må stå for sikkerheden og lade sig nøje med at blive beroliget af Christian Wejses ord, selvom det ikke er den ideelle løsning, siger Jan Laursen.

- Vi skal nok køre videre, selvom vi er utrygge. Vi elsker vores job. Men det ville da være dejligt, hvis der blev taget hensyn til chaufførerne.

Hos Fynbus, der står for buskørslen på Fyn, valgte de allerede i sidste uge at

genoptage
passagerindstigning gennem fordøren, mens Movia i København fortsat kører med lukkede fordøre.

Facebook
Twitter