Nu ruller kanel-patruljen ud på 300 danske bagerier

Landets bagerier kan i fremtiden få uanmeldt besøg af Fødevarstyrelsen, der skal tjekke, om de putter for meget uægte kanel i 'sneglene'.

Kanelsneglen er ikke truet, men den kan få en lidt anden smag, fordi bagerne ikke længere må bruge ubegrænsede mængder kanel. (Foto: Kathryn McCallum © Stock Xchng)

Når man fremover sætter tænderne i en kanelsnegl, smager den måske ikke helt, som den plejer.

Fødevarestyrelsen er nemlig begyndt at gå på uanmeldt visit hos landets bagerier for at kontrollere, at der ikke er for meget kanel i bagværket.

Det er en EU-forordning, der sætter grænser for, hvor meget af den billige og 'uægte' kanel, bagerne må bruge. 

Bagermester:  Kontrol er en form for hetz

I Hornbæk Bageri ved Randers oplever bagermester Jesper Christensen kanal-reglerne som en form for hetz.

- Det er jo et produkt, der har været brugt i en menneskealder og så er det pludselig blevet farligt. Det kan man godt kigge lidt undrende på, siger han.

Men der er en grund til, at kanelen ikke længere må nydes i ubegrænsede mængder, forklarer  bromatolog i Fødevarestyrelsen, Mette Christiansen.

Ekspert: Kanel-aromastof er skadeligt for leveren

- Kanel indeholder kumarin, som er et naturligt aromastof, men samtidig et stof, som kan være skadeligt for leveren, hvis man får for meget af det, siger hun.

Bagermester Jesper Christensen vil nu bruge en kanel med mindre kumarin. Forbrugerne kommer ikke til at kunne smage forskel, men de vil kunne mærke det på pengepungen. 

De mange restriktioner, han bliver udsat for, giver ham nemlig mere papirarbejde, og det øger omkostningerne, forklarer han.

Der er intet problem med den ægte vare

Fødevarestyrelsen skal besøge 300 bagerbutikker i perioden marts til maj over hele landet for at kontrollere, om de har styr på deres kanel og kumarin.

Styrelsen skelner mellem primært mellem to typer kanel - den billige kassiakanel og så ægte kanel, der også kaldes Ceylon kanel.

Kumarinindholdet i den førstnævnte type er langt højere end i ægte kanel, og derfor er det kun i den, Fødevarestyrelsen har sat grænseværdier på.