Nu trækker Sund & Bælt udbud om Kattegatforbindelsen tilbage

Transportminister Trine Bramsen har ikke kendt til, at Sund & Bælt søgte rådgivere til nye miljøundersøgelser.

Her er anbefalingen til, hvordan en Kattegatforbindelse kan gå – fra forundersøgelsen i midten af juni. DR Grafik Sandra Bertelsen/Kilde: Vejdirektoratet

Det statslige selskab Sund & Bælt trækker nu et omstridt udbud om Kattegatforbindelsen tilbage.

Sund & Bælt havde under den politiske radar og af egen drift igangsat udbuddet, som skulle sikre, at der er rådgivere til at lave en ny undersøgelse af Kattegatforbindelsen.

Og det helt uden at orientere politikerne - heller ikke transportminister og socialdemokrat Trine Bramsen.

- Jeg er overrasket over, at der er kommet et udbud. Der er politisk opbakning til, at vi i fællesskab laver en politisk ramme om de videre undersøgelser af klima og miljø, lød det fra transportministeren onsdag morgen.

I forsommeren landede en forundersøgelse af Kattegatforbindelsen, men det fik ikke politikerne til at sætte byggeriet i gang. I stedet ville de have flere undersøgelser med særligt fokus på klima- og miljøpåvirkninger.

Politikere: Skandale og enormt dumt

Men de politiske drøftelser om undersøgelserne har endnu ikke fundet sted, og derfor har det undret mange politikere, at Sund & Bælt alligevel havde igangsat et udbud.

De Radikales næstformand, Andreas Steenberg, lagde kraftig afstand til Sund & Bælts udbud:

Transportminister Trine Bramsen (S) erklærer sig overrasket over, at Sund & Bælt har sat et udbud om Kattegatforbindelsen i gang. (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

- Jeg har været transportordfører i ti år, og jeg mindes ikke, at en del af den statslige administration på den måde sætter en så stor ting i gang af egen drift. Det undrer mig meget, og jeg synes, det er enormt dumt, sagde Andreas Steenberg onsdag morgen i P4 Østjylland.

I Venstre var finansordfører Troels Lund Poulsen også fortørnet over Sund & Bælt og kaldte det en "skandale", at de uden Transportministeriets vidende har igangsat udbuddet.

Nu trækker de det så tilbage.

- Udbuddet har givet anledning til debat, og for at undgå misforståelser har Sund & Bælt derfor valgt at trække udbuddet vedrørende rammeaftale om konsulentydelser tilbage, indtil der eventuelt foreligger en politisk aftale vedrørende yderligere undersøgelser af en Kattegatforbindelse, lyder det fra Sund & Bælt i en pressemeddelelse.

Ville udvise rettidig omhu

Så sent som i går lød det ellers i et skriftligt svar fra Sund & Bælt, at 'det ikke er normalt, at transportministeren og partierne bliver orienteret om igangsætning af udbud, der som dette respekterer den politiske beslutningsproces’.

Sund & Bælt meddelte, at de reelt udviste rettidig omhu ved at igangsætte udbuddet, 'fordi de ikke vil forsinke eventuelle politiske ønsker om yderligere undersøgelser unødigt'.

Alléen ned mod Brattingsborg Gods på det sydlige Samsø er et af de steder, en Kattegatforbindelse kan komme til at gå. Det har skabt stor modstand mod projektet blandt samsinger, der mener, øen bliver skåret over i to.

Det har ikke været muligt at interviewe selskabet om udbuddet, der omfatter undersøgelser for omkring 80 millioner kroner.

DR Østjylland har forsøgt at få et interview med Sund & Bælt om beslutningen om at trække udbuddet tilbage, men svaret lyder, at det ikke er muligt.