Ny akutklinik for hjertepatienter: Hurtigere behandling og færre indlæggelser

Både patienter og personale glæder sig over ny hjerteklinik på regionshospitalet i Randers.

Færre unødige indlæggelser og hurtigere behandling. Det er virkeligheden for hjertepatienter på regionshospitalet i Randers, hvor de i september åbnede en akut hjerteklinik.

Det betyder, at hjertepatienter kan gå uden om indlæggelser på den almindelige akutafdeling og komme direkte til en hjertespecialist.

Det er noget, blandt andre Marianne Støvring Jensen er glad for.

- Der kommer skulderne ned, og hjerterytmen normaliserer sig i hvert fald på det tidspunkt, fordi du tænker: Nu bliver du taget hånd om, siger Marianne Støvring Jensen.

Hun blev for få dage siden sendt til den akutte hjerteklinik af sin egen læge.

- Man tænker: Var det den store tænd- og sluk-knap, du rendte ind i dér, fortæller hun.

Normalt bliver man automatisk indlagt, når man ankommer til akutafdelingen, men det undgås på den nye klinik. Det er meget positivt, mener Marianne Støvring Jensen.

- Da jeg kom ind på båren, stod der en læge og en sygeplejerske og sagde goddag. Det oplever man altså ikke på store akutmodtagelser. Det har jeg prøvet nogle gange, og der går væsentlig længere tid, før du har kontakt med folk, siger hun.

- Da kommer skuldrene ned, og hjerterytmen normaliserer sig i hvert fald på det tidspunkt, fordi du tænker: Nu bliver der taget hånd om dig.

På den nye klinik bliver kun 14 procent af patienterne nu indlagt, mens resten får den behandling, de har brug for, inden de bliver sendt hjem. Tidligere blev alle patienter indlagt.

Overlæge: Vi vil gerne bruge sengepladserne på de rigtige

Det er godt, at der ikke er så mange unødige indlæggelser, mener Liv Gøtzsche, der er overlæge på den akutte hjerteklinik.

- Vi vil sikre, at sengene bliver optaget af de rigtige patienter. Altså dem, der faktisk har brug for en seng, siger hun.

Hun ser det ikke som et problem, at patienterne kommer direkte til speciallægerne i stedet for at få den gennemgående undersøgelse, som de ellers ville have fået på akutklinikken.

- Der er vi jo trods alt så gamle i gårde, at vi godt kan se, hvis der er noget helt andet galt. Så sender vi dem ind til akutmodtagelsen, forklarer Liv Gøtzsche.

Sundhedsøkonom: Hjerteklinik er en god idé

Også Jakob Kjellberg, der er professor i sundhedsøkonomi ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, ser det som en positiv ting, at de unødvendige indlæggelser bliver undgået.

Han forventer, at der vil komme flere af den slags tilbud.

- Vi vil se en tendens til, at der kommer en lang række tilbud, der ligger mellem almen praksis, som vi kender det, og de store supersygehuse, siger han.

Han forklarer, at det økonomisk bedre kan betale sig at gøre det på den måde.

- Fordelen er, at man ikke sætter så meget i gang, som man nødvendigvis ellers ville gøre ved en indlæggelse.

Patienter fra både Randers, Norddjurs, Syddjurs og Favrskov Kommune bliver henvist til den akutte hjerteklinik på Regionshospitalet i Randers.

Marianne Støvring Jensen er ikke i tvivl om, hvad hun vil foretrække, hvis hun skulle opleve problemer igen.

- Så vil jeg gerne ind på en akut hjerteklinik igen, for der er roen og kompetencen, og du bliver ikke væk i mængden, siger hun.

Facebook
Twitter