Ny analyse: Hver fjerde studerende på videregående uddannelser dropper ud

De unge skal tænke sig bedre om og forberede sig mere på uddannelsesvalget, mener uddannelsesministeren.

Det er specielt i de to første studieår, at de studerende vælger at droppe ud af deres uddannelse. (Foto: Kim Haugaard © Scanpix)

Hver fjerde studerende på de videregående uddannelser dropper ud, og størstedelen hopper videre til en ny uddannelse.

Det viser en ny opgørelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

En af de unge, der har sadlet om, er Steffan Vinding, der startede på handelsøkonomuddannelsen i Silkeborg i 2015.

- Det lød spændende - det med at komme ud og komme i kontakt med kunder, siger han.

Men han oplevede, at jobbet som sælger handlede en del om konkurrence og spidse albuer. Derfor valgte han at skifte til finansøkonomuddannelsen, så han i stedet kan få job som ejendomsmægler eller bankrådgiver.

På Erhvervsakademi Dania forsøger man at hjælpe de unge med at vælge rigtigt i første omgang ved at holde samtaler, før de starter.

- Vi forklarer, hvad vi forventer af dem, når de går her. Hvad de kan bruge studiet til, hvilke jobs de kan få, og hvad de jobs indebærer, fortæller rektor Anders Graae Rasmussen.

Det ville have gjort en forskel for Steffan Vinding.

- Så tror jeg måske, at jeg ville være startet direkte på finansøkonomstudiet, siger han.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) opfordrer de unge til at tænke sig bedre om, når de vælger uddannelse. Han mener, at deres valg er præget af tilfældigheder.

- Mange vælger at udskyde den beslutning til sidste øjeblik og har i virkeligheden ikke gjort sig de store tanker om det, siger han.

Ministeren mener ikke, at tallene kalder på politisk handling her og nu. Men han vil se på, hvordan rådgivningen af de unge fungerer.

I analysen er alle, som startede på en videregående uddannelse i 2011, blevet fulgt i fem år. To tredjedele af dem, der droppede ud, begyndte senere på en ny uddannelse.