Ny dille hitter på vandet: Stand up paddle er for alle

Det er populært at padle på et surfboard i sommervarmen.

Instruktøren Helle Kjær og Nickie Bartens ses her på deres surfboard i Aarhus Havn. Når de padler på vandet, har de også redningsvest på. (Foto: © Sofie Themsen)

I sommervarmen kan det være fristende at hoppe en tur under vandet, men flere og flere finder det også fristende med en tur over vandet.

Sportsgrenen stand up paddle er nemlig blevet populær. Det oplever Anne Ellegaard Larsen, som er outdoorkonsulent hos DGI Østjylland.

- Danskerne vil rigtig gerne ud og opleve ting. Det hele skal ikke handle om at komme først. Samtidig er det ikke dyrt at købe et stand up paddleboard. En del af dem er oppustelige, så på den måde er det også nemt at have med sig, og så kan du hoppe i vandet, hvor du har lyst.

Og alle kan altså være med, forklarer hun.

- Det er en ret bred målgruppe, der kan dyrke sportsgrenen. Der er også folk, der tager deres børn med. Så padler den voksne, mens barnet sidder foran på boardet, siger Anne Ellegaard Larsen.

Ud over et board kræver det ikke meget mere end en redningsvest, pagaj og lidt balance.

Herunder kan du høre Helle Kjær fortælle mere om, hvordan du kommer i gang med stand up paddle.

Daglig efterspørgsel

Hos klubben SUPAarhus kan man også mærke den stigende interesse for at stå op og padle.

Det fortæller Helle Kjær, der er instruktør i klubben.

- Folk råber efter os, når vi er ude: ’Kan vi leje de der boards?’. Der kommer også mange mails og henvendelser fra folk, som gerne vil have en introtur. Der er rigtig mange henvendelser, og de kommer på daglig basis, siger hun.

Helle Kjær har surfboardet spændt fast til benet, så det ikke smutter fra hende, hvis hun falder i vandet. (Foto: © Sofie Themsen)

Nickie Bartens er en af dem, der har meldt sig ind i klubben.

- Det er helt fantastisk at være på vandet. Og jeg føler, at der er en større bevægelsesfrihed, end hvis du er i en kajak. Og så er det virkelig fedt at stå op på vandet. Så ejer du hele verden, fortæller hun.

I alt er der 50 klubber i Danmark, der tilbyder stand up paddle.