Ny forskning: Halvdelen af danskere med brækket lårben får forkert behandling

Forskningsprojekt fra Aarhus Universitetshospital viser, at det koster liv, når patienter fejlbehandles.

Sygeplejerske Pia Kjær Kristensen fra Aarhus Universitetshospital og Hospitalsenheden Horsens står bag den nye forskning. Hun har skrevet et ph.d.-projekt om behandlingen af lårbensbrud. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Næsten 7.000 mennesker falder og brækker lårbenet hvert år.

Men kun halvdelen får den rigtige behandling, og det koster liv, viser et nyt aarhusiansk forskningsprojekt, som sygeplejerske Pia Kjær Kristensen fra Aarhus Universitetshospital og Hospitalsenheden Horsens står bag.

- I det ene studie, vi har lavet, ser det ud til, at de patienter, der ikke har fået den anbefalede behandling, i højere grad dør inden for 30 dage.

82-årige Ruth Henriksen faldt i søndags, da hun var ude at gå en tur med sin hund i den lille landsby Virring ved Skanderborg. Hun røg lige ned på kantstenen og brækket lårbenet i nærheden af hoften.

- Der kom nogen for at hjælpe, men jeg sagde: ”I må ikke røre ved mig.” Det kunne de heller ikke for jeg havde vanvittige smerter, forklarer Ruth Henriksen, der mandag blev opereret på Horsens Sygehus, hvor hun fik sat et søm ind i lårbenet.

Rammer oftest ældre mennesker

Den 82-årige kvinde deler samme skæbne som mange af de næsten 7.000 andre, der hvert år falder og brækker lårbenet. Det rammer nemlig fleste ældre mennesker.

Derfor er det især vigtigt, at de kommer ud af sengen i det første døgn efter operationen.

- Hvis de ikke får den grundlæggende pleje og rehabilitering, så har de stor chance for at få en komplikation efterfølgende, siger Pia Kjær Kristensen.

De kan blandt andet få lungebetændelse af at ligge for lang tid i sengen, ligesom der også kan dannes blodpropper, forklarer sygeplejersken.

Ruth Henriksen er nu indlagt på et særligt afsnit i Horsens, hvor de på tværs af specialer tager sig af ældre med knoglebrud. Ifølge Pia Kjær Kristensen skulle det give hende en bedre chance for at komme på højkant igen.

- Ruth skulle have en bedre overlevelseschance inden for 30 dage, fordi hun får de helt basale kerneydelser.

I Danmarks næststørste region, Region Midtjylland, er de opmærksomme på problemstillingen fortæller koncerndirektør Ole Thomsen.

- Hoftenære frakturer skal være et forbedringsområde i Region Midtjylland. Dødeligheden er højere, og vi er ikke dårligere end andre regioner. Alligevel har vi sagt, at det er ét af to store forbedringsområder i de næste to år.

Helt konkret vil regionen forbedre sig på to punkter:

Der skal maksimalt gå fire timer fra patienten kommer ind på hospitalet til operationen. Derudover skal patienterne hurtigere op og gå efter operationen.

Facebook
Twitter