Ny mobil politistation: Politiet opruster kampen mod banderne i Aarhus

Østjyllands Politi udvider også visitationszonen i det vestlige Aarhus.

Østjyllands Politi er onsdag eftermiddag midlertidigt flyttet ind på Langkærvej i Tilst med en mobil politistation. (Foto: Østjyllands Politi)

Efter en heftig forsommer med krig mellem bander i Aarhus Vest har Østjyllands Politi valgt at udvide den visitationszone, der den 25. juni blev indført i området omkring Bispehaven og Gellerupparken.

Fremover vil visitationszonen også omfatte bydelen Tilst, fortæller politiinspektør Lau Thygesen.

- Vi har de seneste uger set, at flere bandemedlemmer har flyttet deres aktiviteter fra Bispehaven til Tilst. Når banderne flytter sig, så flytter vi selvfølgelig med, og derfor har vi været en del til stede i Tilst den senere tid med ekstra patruljer, siger han.

Østjyllands Politi er onsdag eftermiddag midlertidigt flyttet ind på Langkærvej i Tilst med en mobil politistation, der indtil videre vil holde parkeret ved butikstorvet alle dage i eftermiddags- og aftentimer.

- Vi kan konstatere, at bandemedlemmerne primært har opholdt sig i området ved butikstorvet på Langkærvej, og derfor samler vi nu vores indsats i det område, siger politiinspektøren.

I disse områder kan politiet stikprøvevis foretage kropsvisitationer og undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, for at kontrollere, om nogen er i besiddelse af våben. (Foto: Østjyllands Politi)

Den udvidede visitationszone omfatter området afgrænset af:

  • Nord: Tilst Vestervej fra Viborgvej og videre ad Havkærvej til Viborgvej

  • Øst: Langs Viborgvej i nord via Haslevej/Tingvej til Silkeborgvej

  • Syd: Brabrandstien fra Ørvadsvej (vest) til Gjellerupvej – Viby Ringvej (øst) op til Silkeborgvej

  • Vest: Ørvadsvej – Edwin Rahrs Vej – Anelystvej til Viborgvej og ud til Tilst Vestervej​

Visitationszonen blev indført, efter at der havde været en række skyderier i Gellerup og Bispehaven i Aarhus Vest, og det er politiets vurdering, at den har virket efter hensigten. En visitationszone indebatter, at politiet må ransage personer, selv om de ikke har en konkret mistanke mod dem. hele zonen er nu forlænget til den 18 august.

I Aarhus Kommune er der opbakning til politiets initiativ.

Områdechef i Børn og Unge, Ole Ibsen, siger:

- Det er vigtigt, at vi fortsat har fokus på forebyggelse og på at sikre, at hverken børn eller unge bliver tiltrukket eller fristet af banderne. Derfor er vi tilfredse med, at politiet vil være synligt til stede i Tilst. Det understøtter de aktiviteter og tilbud, som vi fra kommunens side har til de unge i området, siger han.

Under den snart to måneder lange politiindsats mod banderne har politiet konfiskeret 17 skydevåben, 55 stikvåben, 21 slagvåben og 18 andre våben - blandt andet totenschlægere, baseballbat og peberspray, det meddelte Østjyllands Politi lørdag.

Bandekrigen i Aarhus er opstået, fordi den københavnske bande Loyal to Familia forsøger at vinde fodfæste i Danmarks andenstørste by.